Mærsk vil overbookinger til livs med ny online-platform
Containerrederiet Mærsk gør nu op med den gængse proces for, hvordan man booker transport af en container med skib. Det sker i form af en ny online-platform kaldet Maersk Spot, hvor rederiets kunder kan bestille transport til en fast pris online.
Det nye tilbud står i skærende kontrast til den gængse proces.
- Nutidens offline-proces kan indvolvere op til 13 individuelle trin, der ofte indebærer en masse kommunikation og papirarbejde med rateoversigter, betingelser, tillæg til raterne og så videre. Med Maersk Spot er den her besværlige proces reduceret til fem simple og integrerede trin – alt sammen online, siger Silvia Ding, Mærsks globale chef for Ocean Products, i en pressemeddelelse.
Med Maersk Spot bliver også anden kilde til ineffektivitet adresseret. Det hænder så ofte, at en container ikke dukker op til lastning i tide, at containerrederierne overbooker skibene med op til 30 pct. for at sikre, at skibenes kapacitet bliver udnyttet.
Igennem Maersk Spot er kunderne sikret kapacitet på det aktuelle skib. Hvis containeren alligevel ikke kommer med ombord, bliver kunden kompenseret. Og hvis containeren ikke er fremme ved skibet i tide, skal kunden omvendt kompensere Mærsk.
Indtil videre kører Maersk Spot i en beta-version. Ifølge Mærsk har 3000 kunder dog allerede taget platformen til sig på grund af "den gensidige forpligtelse i kombination med gennemsigtigheden i afgange og sikkerheden for priser".
Maersk Spot er allerede tilgængelig for alle ruter med undtagelse af ruter ind og ud af USA. Fra august overgår beta-versionen til en fuldt implementeret version.
Læs også: Mærsk lander første kunde til fragt på madolie