Efter tanker-angreb: Saudi-Arabien giver Iran skylden
Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, beskylder Iran for at have begået angrebene på to olietankere i Oman-bugten i sidste uge. Kronprinsen understreger, at hans land ikke vil tøve med at svare igen på trusler mod kongeriget.
- Det iranske regime viste ikke respekt for, at Japans premierminister var gæst i Teheran. De svarede igen på hans diplomatiske bestræbelser ved at angribe to olietankere, hvor den ene var japansk, siger Mohammed bin Salman til det panarabiske dagblad Asharq al-Awsat.
Kronprinsen gør det klart, at Saudi-Arabien ikke ønsker at starte en krig med Iran.
- Vi ønsker ikke en ny krig i regionen. Men vi vil ikke tøve med at svare på trusler mod vores folk, vores suverænitet, vores territoriale integritet og vores vitale interesser, siger han i interviewet.
Bitter rival
Det er første gang siden angrebene på to olietankskibe – et japansk og et norsk – i Den Persiske Golf torsdag, at kronprinsen udtaler sig. Angrebene er blot de seneste hændelser i regionen, der har medført stigende spændinger mellem Iran og USA.
Ifølge det amerikanske finansmedie Bloomberg fik angrebet torsdag oliepriserne til at stige drastisk. USA's præsident, Donald Trump, tøvede ikke med at skyde skylden for angrebet på Iran.
Iran har på det kraftigste afvist at have stået bag.
Læs mere: Iran afviser beskyldninger om skibsangreb i Oman-bugten
Eksplosionerne ombord på det norskejede råolietankskib 'Front Altair' og den japanskejede kemikalietanker 'Kokuka Courageous' skete, mens Japans premierminister, Shinzo Abe, var i Teheran. Målet med besøget var at mægle mellem Iran og USA.
Saudi-Arabien er en af USA's nærmeste allierede, og det sunnimuslimske kongedømme anser det shiitiske præstestyre i Teheran som en bitter rival.
Hangarskib og bombefly
Iran har gentagne gange truet med at blokere det strategisk vigtige Hormuz-stræde som svar på eventuelle angreb fra USA.
Skulle dette ske, vil det have store konsekvenser for eksporten af olie fra Golfen.
Præsident Trump har beordret et hangarskib og bombefly til området. Samtidig har man indført en stribe nye sanktioner, efter at Trump valgte at trække USA ud af den internationale aftale om Irans atomprogram.
Trumps begrundelse for at trække sig fra aftalen var, at det ifølge ham er "den værste aftale nogensinde". Han stoler ikke på, at iranerne overholder den.
Læs også_