23948sdkhjf

Mærsk-topchef lover bedring i 2019 efter sløjt 2018

Et stærkere første halvår skal hæve Mærsk fra skuffende resultat til fremgang ifølge Søren Skou.

Hvis man spørger Mærsks topchef, Søren Skou, spændte en dårlig start på 2018 ben for et godt årsresultat.

På generalforsamlingen for A.P. Møller-Mærsk tirsdag lovede Søren Skou dog, at 2019 har fået en bedre start for koncernen.

- Ind i 2019 har vi haft et væsentligt bedre momentum end i 2018, siger han.

Og det kan blive nødvendigt, da både Søren Skou og hans bestyrelsesformand, Jim Hagemann Snabe, kræver, at Mærsk i år tjener flere penge på sin milliardtunge forretning.

- Der skal forbedringer til, før vi kan være helt tilfredse. Vi leverede ikke så stor fremgang, som vi havde planlagt, siger Søren Skou.

- Særligt i første halvår skuffede resultaterne, og det blev bedre i andet halvår.

Efter regnskabet for 2018 blev lagt frem i februar, erklærede Søren Skou, at Mærsk havde knækket koden, hvad angår at få forretningen til at vokse. Til gengæld kæmpede Mærsk med at tjene penge.

Omsætningen voksede med over 50 mia. kroner fra 2017 til 2018. Driftens overskud voksede med to mia. kroner.

Læs også: Mærsk-topchef: Vi har et problem

Det imponerede ikke Jim Hagemann Snabe.

- 2018 var ikke et tilfredsstillende år rent finansielt, siger han.

- Vi havde et overskud før skat på 238 mio. dollar (1,6 milliarder kroner, red.) ud af en omsætning på 39 mia. dollar (260 mia. kroner, red.), og det er ganske enkelt ikke tilfredsstillende.

Generalforsamlingen har også budt på chancen for at gøre status på den omstilling, Mærsk er på vej igennem. Her vil koncernen gerne af med sine olieaktiviteter.

Forsamlingen godkendte i den forbindelse, at A.P. Møller-Mærsk skiller sig af med Mærsk Drilling, der udlejer borerigge til olieindustrien.

Til gengæld er et salg af Maersk Supply Service gået i vasken. I stedet har Mærsk ifølge Jim Hagemann Snabe valgt at forsøge at gøre afdelingen lønsom.

Læs mere: Mærsk beholder Supply Service

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141