23948sdkhjf

Havne gemmer på tonsvis af guld til genbrug

Thyborøn Havn afleverede i 2018 hele 245 ton net og trawl til genanvendelse - selvom det er dyrere end alternativerne
Når industrivirksomheden Plastix i 2019 henter fisketrawls fra de danske havne, er det en mere taknemmelig opgave end for bare få år siden.

Erhvervsfiskerne er nemlig blevet langt bedre til at indlevere udtjente trawls, fiskenet og reb til genanvendelse. Det hænger sammen med et EU-direktiv, der pålægger fiskerne at indlevere net i havnen. Til gengæld er det gratis.

Det fortæller havnedirektør Jesper Holt Jensen, Thyborøn.

- Vi samler nettene ind uden beregning for at undgå, at de bliver dumpet i havet. Prisen er indeholdt i den afgift, fiskerne betaler for de fisk, de hiver i land, forklarer Jesper Holt Jensen.

I dag er opfisket affald ikke omfattet af ’Modtagebekendtgørelsen’, som indeholder regler om modtagefaciliteter i havne til aflevering af affald fra skibe. Om kort tid bliver reglerne dog ændret med en nyt EU direktiv - og så bliver reb, trawl og net en del af aftalen, og kommer under "no special fee". De danske fiskerihavne modtager dog alle opfisket affald uden ekstra betaling (’no special fee’) i dag.

Det fortæller Tine Kirk Pedersen, direktør i Danske Havne:

- Det er også vores opfattelse, at fiskerihavnene er glade for samarbejdet med Plastix og andre på markedet. Emnet er noget, der optager havnene, og de gør en del ud af at omstille sig i en grønnere og mere bæredygtig retning på flere forskellige områder. Vi lever af de blå motorveje, som vi kalder havet, og derfor har vi selvfølgelig også al mulig interesse i at passe så godt på det som overhovedet muligt. Samarbejdet med eksempelvis Plastix er win-win for både vores havne og for miljøet, og lignende projekter i samme retning er helt klart noget, vi arbejder videre med i fremtiden også.

Vores bidrag til genanvendelse
I Thyborøn Havn er aftalen med Plastix en katalysator for ønsket om, fornuftigt at skille sig af med problematisk affald.

Hvorfor gør det en forskel for jer, hvor I afleverer affaldet?

- Fordi vi gerne vil bidrage til mere genanvendelse. Det er et ret bevidst valg, faktisk. Tidligere afleverede vi affaldet til en anden virksomhed, men løsningen med Plastix er langt mere miljøvenlig. Og ja, vi har truffet den beslutning, selvom den er dyrere for os, siger Jesper Holt Jensen.

Det er havnedirektørens indtryk, at kulturen hos erhvervsfiskerne også har ændret sig.

- Der hersker en større miljøbevidsthed, end vi har oplevet tidligere, siger Jesper Holt Jensen.

Thyborøn Havn afleverede i 2018 245 ton net og trawl til Plastix.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109