Nu sejler 'Express 4' hjem til Aarhus
Skibsbyggerne på Austal-værftet i Perth kan efter næsten ét års arbejde nu levere 'Express 4' til Molslinjens folk i Australien. Efter ugers test i vandet ud for Perth har Molslinjens besætning nu sat kursen hjemover mod Aarhus.
Forude venter en 20.000 kilometer lang rejse. Fra vestkysten af Australien over det indiske Ocean, gennem Suez-kanalen og videre gennem Middelhavet og Den Engelske Kanal. Og efter at rundet Skagen hjem over Kattegat til Aarhus.
- 'Express 4' skal sikre, at vi har den fornødne kapacitet på Kattegat, når vi har afgivet 'Express 1' og 'Max Mols' til operationen på Bornholm, siger Molslinjens adm. direktør Carsten Jensen i en pressemeddelelse.
Det tager en lille måned til søs, før 'Express 4' kan lægge til kaj i sin hjemhavn i Aarhus. Selv om der er foretaget intensive testsejladser i ugerne op til hjemturen, er det altid spændende at tage et helt nyt skib ud på så lang en tur.
- Vi har taget færger hjem fra Australien før, så vi ved, at det er en hård test af maskineriet, og vi ved også, at det er en hård tur for mandskabet, som ikke har meget komfort på en tom passagerfærge, siger Carsten Jensen.
'Express 4' forventes sat i drift på ruten mellem Aarhus og Odden medio marts. Molslinjen vil således have tre af verdens største katamaran-færger i drift på Kattegat.
Nybygningen har en kapacitet på 1000 passagerer og 425 biler. Katamaranen kan skyde en hastighed på op til 40 knob, og komforten bliver ifølge Austal "klasseledende".
Læs også: Video: Se Molslinjens nye katamaran