Så går DFDS til stålet med nye ro/pax-færger
Med leveringen af den første af seks mega-ro/ro-skibe fra Jinling-værftet i Kina lige op over, så tager DFDS nu de første konkrete skridt i rederiets andet nybygningsprojekt; bygningen af to 4.500 lanemeter store ro/pax-færger til Østersøen. Disse bygges på det ligeledes kinesiske Guangzhou-værft, hvorfra de skal leveres i 2021.
- Denne uge modtog værftet den første stål-sending bestående af 240 standard A-grade stålplaner. De er 13,5 mm tykke og er 2,5 meter brede og 14,5 meter lange, og vejer hver 3,8 tons. Alle pladerne har kvalitetsstempel, som garanti for, at de overholder kvalitetskravene, hvilket også er vigtigt i forhold til at kunne spore hver enkelt plade og sikre, at de overordnede stålspecifikationer i projektet bliver overholdt, siger DFDS’ site manager på Guangzhou-værftet, Steen Haurum, til rederiets nyhedsblog.
Dermed kan det første stål til de to ro/pax-færger nu skæres, sandblæses og coates, inden de samles til de mere end 300 blokke på op til 800 tons stykket, hvert skib kommer til at bestå af.
Der er i øjeblikket 15 ro/pax-færger i ordre i Kina til europæiske rederier. Avic-værftet har den største ordrebog på otte ro/pax-færger bestilt af Stena, hvoraf en er øremærket en bareboat charter til DFDS’ rute mellem Dover og Calais. Dernæst har Guangzhou-værftet den næststørste ordrebog på seks ro/pax-færger, hvoraf den ene dog er til et nordafrikansk rederi.