23948sdkhjf

Bimco: Kun militær indsats kan gøre Guinea-bugten sikker

Det er ikke vanskeligt at sikre Guinea-bugten ud fra et militært synspunkt, siger Bimco's chef for maritim sikkerhed

Hvis tendensen med stadigt flere piratangreb i Guinea-bugten skal vendes, må det internationale samfund træde til og indsætte materiel til vands og i luften.

Sådan lyder vurderingen fra Bimco's chef for maritim sikkerhed, Jakob P. Larsen. Den kommer som reaktion på en ny rapport fra International Maritime Bureau, der beretter om 201 angreb i det vestafrikanske farvand i løbet af 2018. Det er en stigning fra 180 i 2017 og 191 i 2016.

Rapporten viser også, at angrebene bliver stadigt mere voldelige. Alene i årets sidste kvartal fandt 41 kidnapninger sted i Nigeriansk farvand. 

- For at være ærlig, så tvivler jeg på, at vi vil se tallene falde nævneværdigt, med mindre vi kommer til at se støtte fra en international flådestyrke og tæt samarbejde mellem internationale flåder og lokale ordensmagter, siger Jakob P. Larsen i en pressemeddelelse.

Han vurderer, at det ikke vil være nogen synderligt kompliceret operation ud fra et militært synspunkt, da noget lignende tidligere er blevet gjort med succes andre steder i verden. Den politiske udfordring kan dog blive større. 

- I bund og grund handler det om vilje. Hvis lokale politikere og det internationale samfund er villige til at bakke op, kan det gøres relativt nemt, siger han. 

Jakob P. Larsen forklarer, at lokalt militær allerede gør en enorm indsats med de ressourer, de nu engang har. De bekæmper både oprør, terrorister og kriminelle aktiviteter, men deres ressourcer er ganske enkelt ikke store nok til at håndtere pirateri. 

En udbygning af det lokale militærs kapacitet er undervejs, og flådestyrker bliver trænet. Der er dog tale om langsigtede forbedringer, der ikke løser problemet her og nu, lyder det. 

- Derfor er vi nødt til at øge indsatsen. Kun på den måde kan vi standse pirateri i regionen, siger Jakob P. Larsen. 

Læs også: Pirateriet i Nigeria har ændret karakter

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111