Byggeri i Vordingborg Havn når nye højder
Imens nogle af landets erhvervshavne er under afvikling, er andre under udvikling. En af dem, der hører til sidstnævte kategori, er Vordingborg Havn, hvor man for nogle få måneder siden blot kunne se markeringen af fundamentet til de nye siloer på Masnedø Bulk Terminals' (MBT) grund.
I dag står der fire blanke siloer, og den første af de fire største siloer vil med sine 26 meters højde snart kunne ses i miles omkreds.
Det er DLG-koncernen og Copenhagen Merchants, der i et joint venture bygger den nye bulkterminal på havnen og 10 nye siloer. Hver af de fire 26 meter høje siloer får en kapacitet på 11.000 ton, og den samlede lagerkapacitet bliver forøget til i alt 150.000 ton.
Læs også: Vordingborg Havn satser stort
Dermed bliver terminalen på Vordingborg Havn ifølge havnen selv en af Danmarks største bulkterminaler.
Ifølge Knud Rasmussen, der er bestyrelsesmedlem i MBT, er placeringen afgørende.
- På Vordingborg Havn havde vi i forvejen en af de nyeste terminaler i DLG-regi, og den ligger geografisk godt placeret i forhold til Østdanmark. Desuden har havnen en dybde på 10,4 m, der gør den attraktiv i forhold til besejling af store skibe. Optimering af logistik har stor betydning, og derfor har vi placeret den nye bulkterminal på Vordingborg Havn, siger han i en pressemeddelelse.
Selve byggeriet forestås af ingeniørfirmaet Læssøe-Simonsen A/S, der er bygherrerådgiver på det store projekt:
- Det er spændende at få lov at bruge de kompetencer, som vi har opbygget gennem 30 år inden for byggeri til landbrug, korn og foderstoffer. Det har stor værdi for os, idet det skaber synlighed over for vores eksisterende og fremtidige kunder, siger Anne Læssøe fra Læssøe-Simonsen i meddelelsen.
Nærmer sig afslutning
Vordingborg Havn nu er så langt i havneudvidelsesprojektet, at etape 2 og 3 snart nærmer sig sin afslutning. Det nye kajareal på 40.000 kvm er fyldt op, og inden længe kan det nye havnebassin bliver indviet.
Der bliver også etableret nye kajgader, så den samlede kaj bliver 1200 meter lang. Den nye dækmole beskytter havnen og danner ramme for svajebassinet til de helt store skibe.
Til vands går planen med uddybningsarbejdet også planmæssigt, og den lange dækmole med det runde molehoved ses tydeligt ud for Amerika kaj.
Med forbehold for vejrlig bliver uddybningsarbejdet afsluttet i løbet af februar 2019, men der vil fortsat være anlægsaktivitet på og omkring havnen, da Vordingborg Havn som bekendt skal være service- og anlægshavn for byggeriet af Storstrømsbroen.