23948sdkhjf

Molslinjen afviser spekulation om manglende T-foil på 'Express 1'

'Express 1' er godkendt til Østersøen uden stabiliserende T-foil, lyder det fra Molslinjen efter spekulationer

Da Transportministeriet godkendte Express 1 til indsættelse på ruten mellem Rønne og Ystad, var det uden T-foil stabilisator.

Det skriver Molslinjen i en pressemeddelelse, efter at Bornholms Tidende inden weekenden offentliggjorde spekulationer om, hvorvidt katamaranen 'Express 1' lever op til specifikationerne i budmaterialet fra rederiet.  

- Der er blevet spekuleret i, at 'Express 1', som den er i dag, ikke svarer til den færge, som er afbilledet i Molslinjens oprindelige bud og i den kontrakt, der blev indgået med Transportministeriet. Tegningerne, kaldet General Arrangement (GA), viser nemlig skibet illustreret med en mulig placering af den omtalte T-foil.

Ifølge Molslinjen baserer spekulationerne sig på "en klar misforståelse af", hvad formålet med GA-tegningerne er. 

- Formålet med tegningerne er udelukkende at illustrere muligheden for at transportere op til 1200 passagerer. En GA-tegning giver et overblik over vogndæk og passagerdæk, og er ikke en teknisk specifikation af skibet, forklarer Molslinjens adm. direktør Carsten Jensen i pressemeddelelsen. 

GA-tegningen i kontrakten viser for eksempel ikke nogen af de mange ombygninger og tilretninger, som efter krav fra Transportministeriet og Bornholm blev foretaget på 'Express 1', oplyser rederiet. 

Samtidig spekuleres der i skibets oprindelige certificering fra 2009, hvor der også nævnes en T-foil i forhold til godkendelse til at sejle i forskellige bølgehøjder.

Skibe certificeres herhjemme af Det Norske Veritas (DNV GL). Ifølge Molslinjen bekræfter DNV GL over for rederiet og Transportministeriet, at en T-Foil intet har med certificeringen at gøre, da en T-foil ikke har betydning for skibets sødygtighed.

- Den omtalte T-foil var også en del af materialet i den klagesag, som Danske Færger anlagde efter at have tabt udbuddet. Alle klagepunkter blev i august 2017 afvist af Klagenævnet for udbud, skriver Molslinjen. 

En T-foil er en anordning, der er med til at presse skibet ned i vandet, og dermed virker stabiliserende i høj sø. Den Incat-producerede 'Express 1' havde oprindeligt en T-foil monteret på midterskroget, da skibet sejlede på Den Engelske Kanal. Den blev dog blev afmonteret, inden skibet i 2012 blev indsat på Kattegat.

Molslinjen afviser over for Søfart at kommentere på, om det indgår i overvejelserne at montere en T-foil på 'Express 1' af hensyn til passagerernes komfort. 

Kommenter artiklen (3)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11