Maskinhavari på 'Agersø III' rammer sejlplan
Reparation forventes at tage op til en uge
Færgerne til og fra Agersø og Omø sejler nu efter en reduceret sejlplan.
Det sker, efter et maskinhavari på færgen 'Agersø III' har tvunget rederiet Agersø Omø Færgerne til at tage færgen ud af drift indtil videre.
- Jeg vil selvfølgelig gerne beklage de gener, det giver for vores passager. Vi arbejder på at få færgen repareret hurtigst muligt, så vi kan sejle efter den almindelige sejlplan igen, men jeg frygter, at det kan tage op til en uge, siger havnedirektør Jimmi Jørgensen.
'Agersø III' er leveret i 2012 fra Søby Værft.