23948sdkhjf

Grundstødt bilskib under slæb efter alvorlige skader

Dykkerundersøgelser af bilskibet 'Makassar Highway', der grundstødte ud for Sverige, viser så alvorlige skader på skroget, at det nu bliver bugseret i havn.

Det japanske bilskib 'Makassar Highway', der ramte skærgården ud for Västervik med 14 knob om morgenen den 23. juli, bliver nu bugseret til Oskarshamn.

Det skriver den svenske Kystbevakningen.

Bugsereringen sker efter længere overvejelser om, hvorvidt skibet skulle tømmes for olie på stedet. Indtil weekenden stod skibet hårdt på grund, men i en hård blæst rev det sig løs mod forventning.

Nu har nye dykkerundersøgelser vist alvorlige skader på skroget, og med udsigt til endnu en omgang hård blæst vurderes risikoen for, at skibet vil synke, til at være for stor.

Før bugseringen gik i gang blev to risici identificeret. At skibet skulle lække nogle af de 400.000 liter olie, der skønnes at være tilbage i brændstoftankene, eller at skaderne på skroget ville blive værre med risiko for synkning til følge.

Onsdag morgen går alt dog efter planen. Med en hastighed på lidt under to knob forventes skibet at ankomme til Oskarshamn i løbet af torsdag.

Som Søfart tidligere har skrevet, er der 1325 biler om bord på 'Makassar Highway', der er ejet af et datterselskab til K-line og i management hos Stargate Shipmanagement Gmbh. Besætningen består af 20 polske søfolk. 

Skibet sejler under Panama-flag og er 139 meter langt med en kapacitet på 1800 biler. Overstyrmanden var alene på broen, da skibet gik på grund, og han har tilstået spiritussejlads.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.44