23948sdkhjf

Charmeoffensiv skal lokke svenskere til Stenas færger

De seneste 18 år har trafiktallene for færgeruterne mellem Sverige og Jylland været faldende. Nu vil Stena Line bringe svenskerne tilbage.

Stena Line investerer nu flere hundrede mio. kroner i en turnaround-proces, der skal genforene svenskerne med blandt andet de jyske sandstrande, Skagen, kulturoplevelser og dansk hygge.        

Det oplyser Stena Line i en pressemeddelelse.

Bestræbelserne på at hive flere svenskere om bord sker efter, at trafiktallene for færgeruterne Frederikshavn-Gøteborg og Grenå-Varberg været støt faldende siden etableringen af Øresundsforbindelsen i 2000. 

Læs også: Stena Line slår igen mod de faste forbindelser

Det har betydet, at markant færre svenskere i dag benytter Danmark og især Jylland som feriedestination. En udvikling som rederiet Stena Line har besluttet sig for at vende én gang for alle.

- Vi kan se en skævvridning i antallet af overnatninger i Danmark fra vores nærmeste naboer, og specielt i Jylland ser det skidt ud. I 2017 var der tre gange så mange nordmænd som svenskere på ferie i Jylland – vel at mærke på trods af, at der bor dobbelt så mange mennesker i Sverige som i Norge, sagde Tony Michaelsen, rutedirektør for Region Denmark i Stena Line, under rederiets debat på Folkemødet.

Han fortsatte:

- Det er den udvikling, som vi nu insisterer på at vende, og det er helt bestemt muligt, for mange svenskere har stærke relationer til Jylland fra deres barndom.

Mere end halveret

Tony Michaelsen henviste til, at antallet af passagerer på færgerne fra Sverige til Jylland er faldet med over 50 pct. siden år 2000, og at års-totalen i dag er på 1,2 mio. Og det tal skal nu tilbage på ret kurs med et mål om at fragte 1,5 mio. passagerer på ruten.

Blandt initiativerne er først og fremmest, at Stena Line i efteråret 2019 flytter ruten Grenå-Varberg til Grenå-Halmstad, ligesom der er planer om at tilføje endnu et fartøj til ruten for at øge antallet af daglige afgange.

Derudover har Stena Line brugt 25 mio. kroner på at etablere den caribiske bar ”The Reef” på færgen Stena Danica, der sejler på ruten Frederikshavn-Gøteborg. Dertil er det Stena Line-ejede Scandichotel og resort ”The Reef” i Frederikshavn i færd med at blive totalrenoveret. 

Endelig fokuserer Stena Line på at booste markedsføringen af Jylland på det svenske marked. Sammen med jyske turismeaktører vil de genfortælle historien om Jylland og minde svenskerne om Skagen, Østjylland, Limfjorden, Himmerland og mange andre grunde til at tage færgen. 

I første omgang er målet, at 50.000 flere svenskere skal rejse med færge til Jylland i løbet af 2018.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093