23948sdkhjf

OW Bunker-sag: Lars Møller anker fængselsdom

Vestre Landsret skal bedømme sag om enorme tab, som opstod i selskabet Dynamic Oil Trading i Singapore.

Den tidligere direktør for et datterselskab i OW Bunker-koncernen Lars Møller har besluttet at anke en dom på ubetinget fængsel i et år og seks måneder til Vestre Landsret.

Det oplyser Bagmandspolitiet til dagbladet Børsen.

Lars Møller blev af Retten i Aalborg 30. maj dømt for at have påført koncernen et tab på godt en halv milliard kroner.

Læs mere: OW's Lars Møller idømt 1,5 års fængsel

Han risikerede en hårdere straf, da Bagmandspolitiet mente, at han havde begået mandatsvig og derfor stod til fængsel i fem år.

Men retten konkluderede, at denne bestemmelse i straffeloven ikke var overtrådt.

Det var til gengæld en anden paragraf i straffeloven. Den bruges i de tilfælde, hvor en person i en betroet stilling tilsidesætter sine pligter og er årsag til tab – men uden at berige sig selv eller andre.

Lars Møller, der er 44 år, var chef i datterselskabet Dynamic Oil Trading i Singapore.

Her var han ifølge byrettens dom ansvarlig for, at der blev bevilget enorme kreditter til selskabet Tankoil, som fragtede brændstof ud til fragtskibe.

Ledelsen i OW Bunker i Nørresundby havde bevilget en kreditramme på ti millioner dollar, men Lars Møller overskred den "i ganske betydeligt omfang", hedder det i dommen.

Tabet løb op i 90 millioner dollar, godt en halv milliard kroner.

Dette vidste OW Bunker dog ikke noget om. Mellemværendet med Tankoil blev ikke bogført på sædvanlig facon, konkluderede Retten i Aalborg.

Miseren i Singapore var en medvirkende årsag til, at OW Bunker kollapsede i november 2014 efter få måneder på børsen, hvor introduktionen var sensationel.

På første handelsdag i marts steg aktien fra 145 til 175 kroner. Mange mennesker flokkedes om selskabet, og 20.000 privatpersoner købte aktier.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08