23948sdkhjf

Efter million-dom: Flertal vil stoppe rederiers brug af illegale søfolk

Nu tegner der sig politisk flertal for kontrol, der skal stoppe brug af søfolk uden arbejdstilladelse

Et flertal på Christiansborg er nu klar til at indføre kontrol med, om danske rederier bryder udlændingeloven og udnytter illegale søfolk til dumpingløn. Det skriver Fagbladet 3F

Der findes ikke opgørelser over, hvor mange søfolk, der arbejder ulovligt. Men en indikator på problemets omfang kom for nylig i byretten i Odense. 

Her blev rederiet Sirius Shipping ApS idømt en bøde på 1,5 millioner kroner for at have brugt filippinske søfolk uden arbejdstilladelse på fire af deres skibe under dansk flag.

Ulovlighederne blev afsløret af det Internationale Transportarbejderforbund, ITF, og ikke af de danske myndigheder. Der er der frit slag for rederierne, idet de danske myndigheder ikke kontrollerer skibene for brud på udlændingeloven. 

S-ordfører klar til at gribe ind
Enhedslisten og DF har i kølvandet på dommen meldt klart ud: De vil have indført kontrol af skibene. Og nu er Mattias Tesfaye, ordfører for social dumping hos Socialdemokratiet, også klar til at gribe ind. 

- Det er under al kritik, at ingen myndigheder går ombord på danske skibe for at tjekke, om udenlandske søfolk har papirerne i orden. Det vil være helt på sin plads, at myndighederne fører kontrol med, om udlændingeloven overholdes. Alle andre paragraffer i udlændingeloven tjekkes jo grundigt af myndighederne, siger Mattias Tesfaye. 

Styrelse kontrollerer ikke skibene
Ifølge udlændingeloven skal søfolk uden for EU have arbejdstilladelse, hvis de arbejder på et skib under dansk flag i international trafik og anløber en havn i Danmark mere end 25 gange inden for et år. 

Sirius Shipping blev dømt for at anløbe en havn mere end 25 gange uden de fornødne arbejdstilladelser. 

Ansvaret hører under Udlændinge- og Integrationsministeriets Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), men de kontrollerer ikke skibene, oplyser styrelsen til Fagbladet 3F. 

Positiv melding fra Danske Rederier 
Både transportordfører for Enhedslisten, Henning Hyllested, og erhvervsordfører Hans Kristian Skibby (DF) foreslår, at ansvaret for at tjekke besætningernes arbejdstilladelser flyttes over i Søfartsstyrelsen, der i forvejen er ombord på skibene som myndighed, hvor de tjekker forhold, der har at gøre med søfartslovgivningen. 

Det modtages positivt af arbejdsgiverorganisationen Danske Rederiers direktør, Anne W. Trolle: 

- Vi har ikke noget problem med, at kontrollen bliver flyttet til Søfartsstyrelsen. Det er vi helt trygge ved, da de selvsagt er kyndige i søfartsforhold. Vi har ikke noget problem med mere kontrol, så længe det ikke besværer eller fordyrer forholdene for rederierne, siger hun. 

Søfartsstyrelsen har ingen kommentarer til forslaget om, at de skal overtage kontrolmyndigheden.

Kilde: Fagbladet 3F

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094