Alvorlig arbejdsulykke på Hirtshals Havn
Betondæk er faldet ned over arbejdere under renovering - seks tilskadekomne, heraf to alvorligt
Mændene er alle ved bevidsthed og uden for livsfare. Men to af mændene er kommet alvorligt til skade og er bragt til Aalborg Universitetshospital, mens de fire andre har fået mindre alvorlige skader og er kørt til Sygehus Vendsyssel i Hjørring.
Det fortæller Henrik Skals, der er vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi.
- Det er et betondæk, som er faldet sammen under rekonstruktionen. Det falder ned på en eller anden måde, så de seks arbejdere kommer til skade.
- Det er seks bygningsarbejdere, som har været ansat i virksomheden i en årrække. De kommer alle sammen fra lokalområdet, siger han.
Arbejdsulykken fandt sted på havneområdet i Hirtshals på adressen Sindalvej 7. Politiet modtog anmeldelsen om ulykken klokken 12.39, og arbejdstilsynet er blevet tilkaldt.
De seks mænd arbejdede for virksomheden Kaas Byggeindustri.
Heine Gjerløv, der er direktør i firmaet, oplyser til politiet, at de tilskadekomne er seks lokale og erfarne bygningsarbejdere.
De pårørende til de seks mænd er underrettet om ulykken.
/ritzau/