23948sdkhjf

Maritimt læringscenter i Frederikshavn klar til start

Finansiering af EUC Nord-projekt er nu på plads
Med en donation fra Spar Nord Fonden og Lauritzen Fonden er finansieringen af uddannelsescenteret EUC Nords projekt 'Maritimt Læringsmiljø' endelig klar, fremgår det af en pressemeddelelse.

Det var dog ventet, og på EUC Nord er planlægningen af byggeriet i fuld gang. Man forventer at gå i gang med byggeriet i uge 26, hvor et betonfundament til konstruktionen skal på plads. Hele konstruktionen skal simulere et skibstårn med tre dæk, og det skal placeres i EUC Nord skibsbyggerhal på Hånbækvej i Frederikshavn.

I hallen skal der også være andre uddannelsesaktiviteter, så det er et puslespil at få hele planløsningen til at gå op. Det bærende tårnkonstruktion skal være færdig i uge 34, hvorefter man begynder at beklæde den og så småt starter på at sætte undervisningsudstyret ind. EUC Nords egne elever kommer til at hjælpe til med beklædningen af tårnet i samarbejde med SHIPCON. Ambitionen er at blive helt færdige i 2018.

Fondsstøtte

I løbet af april måned tikkede først et brev ind fra Lauritzen Fonden med en donation på kr. 1 mio og derefter indløb der en donation fra Spar Nord Fonden på 200.000 kroner. Dermed er man i hus med finansieringen med et ambitiøst maritimt læringsmiljø udformet som et skibshus med tre dæk. Uddannelseschef Hans Ulrik Møller fra EUC Nord, er ankermand på projektet, og han var forståeligt nok glad for at finansieringen er på plads.

- Det var en stor dag, da den sidste donation kom på plads og vi rundede de kr. 9,2 mio som er projektets budget. Vi har søgt en række danske fonde, og vi har virkeligt fået en fantastisk opbakning hele vejen rundt, siger han.

Maritim branche forventer bedre uddannelse


I den maritime branche ser man frem til at få et moderne maritimt læringsmiljø, hvor kursister og elever kan lære håndværkene med det maritime som omdrejningspunkt.

Hos brancheorganisationen Danish Maritime udtaler adm. direktør Jenny N. Braat, Danske Maritime:

- Som brancheorganisation for den maritime industri glæder vi os over, at finansieringen af projektet nu er helt på plads. Et godt, tidssvarende og virkelighedsnært læringsmiljø er af enorm betydning, når fremtidens medarbejdere til den maritime industri skal uddannes. Projektet er både spændende og ambitiøst, og vi glæder os meget til at følge det på nært hold.

Hos Scanel i Frederikshavn, som har været med i udviklingen af projektet, siger COO Gert Balling.

- Vi har med stor interesse deltaget i udviklingen af projektet, da vi gerne vil være med til at få uddannet vores arbejdskraft bedst muligt. Og det projekt som ligger på bordet, er bestemt noget som vil bidrage vores kommende elever.

Hos kollegerne fra VMS Group udtaler COO Rene Thorhauge sig således:

- I og med at vi agerer og konkurrerer globalt, skal vores medarbejderes kompetencer vurderes og tillæres, set denne sammenhæng. Derfor ser vi det som en nødvendighed at læringsmiljøet afspejler netop denne virkelighed, hvilket blandt andet betyder at vores elever må have en bedre helhedsforståelse for installationerne omkring specielt skibsfremdrivning og power generation ombord på fartøjerne. Vi vurderer at træning på netop dette nye maritime læringsmiljø vil fremme netop denne helhedsforståelse, som vi efterspørger.

Kilde: EUC Nord
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109