MDC-konference rykker til Frederikshavn og samarbejder med Martec
Direktør for MDC, Mikkel Hansen, lægger i en pressemeddelelse vægt på, at man vil samarbejde med Martec og samle erhvervet om en fortsat forbedring af maritim sikkerhed, sundhed og miljø - konferencens temaer.
- MSSM udvikler sig, men med respekt for hvad konferencen gennem årene har formået. Udover ændring i geografien vil der være både genkendelige elementer og masser af nyt. Specielt det, at vi på dag 2 får mulighed for at boltre os på Martec’s arealer og lade den faglige dialog fra dag 1 stå sin praktiske prøve, synes jeg er enormt spændende. Så vi forventer at møde masser af tidligere konferencedeltagere men også mange nye i Frederikshavn, siger Mikkel Hansen.
Partner træder ud
Sea Health & Welfare har gennem mange år afviklet MSSM i samarbejde med MDC, men vil fra 2018 træde ud af rollen som arrangør. Direktør Rene Andersen udtaler:
MSSM har gennem årene bidraget betydeligt til at gøre vores arbejdspladser om bord sundere og sikrere. MDC vil nu bære MSSM-stafetten videre, mens vi fortsat vil bidrage med idéer og inspiration. Gennem dette samarbejde sikres en fortsat inspirerende og professionel konference i Frederikshavn. Vi vil stadig være aktive i konferencens styregruppe, og vil også være at finde i Frederikshavn, fastslår han.
Årets konference bliver afholdt d. 23. - 24. august og forventes at tiltrække mere end 200 deltagere. Dag 1 vil være teoretisk og workshopbaseret, mens dag 2 bogstaveligt bliver en praktisk session - altså i samarbejde med Martec i Frederikshavn.
Arrangøren lægger vægt på, at MSSM er både for aktive søfarende, rederifolk, skoler, myndigheder, organisationer og leverandører.
Kilde: MDC