Kina skærer stål til første vestlige krydstogtskib
Kina havde som skibsbyggernation fornylig verdenspremiere som producent af krydstogttonnage til det vestlige marked. Det skete, da stålet til nybygningen ’Greg Mortimer’ blev skåret ved China Merchant Heavy Industries.
Ekspeditionskrydstogtskibet er det første af potentielt ti skibe i dansk-amerikaneren Niels-Erik Lunds Infinity-projekt, hvor hans Miami-selskab Sun Stone Ships vil bygge de op til ti skibe i Kina i takt med, at de bliver afsat på kontrakter.
Samtidigt med byggestarten på det første skib, oplyser Sun Stone Ships, at bygningen af det andet skib nu også igangsættes. Sun Stone har kontraheret i alt fire skibe hos China Merchant Heavy Industries med optioner på yderligere seks.
Skibsserien er designet af norske Ulstein, som også er involveret i produktionen af skibene i Kina.
Mens Kina i de seneste måneder har opnået ordrer på et stort antal ro/pax- og cruisefærger til det vestlige marked, menes landet også tæt på et egentligt gennembrud på krydstogtsområdet. Et område, hvor europæiske værfter i dag besidder rekordstore ordrebøger.