Muslinger førte til forceret slagside for M/F Copenhagen
Hybridfærgen 'M/F Copenhagen' blev anbragt i en noget uvant stilling, da den lå med en forceret slagside på 2,5 grader i Rostock Havn et par dage i uge 15.
Slagsiden var nødvendig for at udskifte skibets bokskølere. De havde nemlig fået kraftig muslingevækst, og det nedsætter boksenes køleevne.
For at fjerne bokskølerne var det nødvendigt at skære hul i hoveddækket, så det blev gjort muligt at komme ned i færgens void space – tomt opdriftrum i færgen, som ellers ikke bliver brugt til noget, men hvor bokskølerne er placeret.
Når bokskøleren er fjernet, er der reelt hul ind til færgens ’void space’. For at undgå, at der løber vand ind, bliver skibet overkrænget, så hullet kommer op over vandspejlet.
M/F Berlin var gennem samme tur i december. Nu er begge skibes bokskølere blevet udstyret med et nyt Ultrasonic-system, som forhindrer muslingerne i at vokse på dem.