23948sdkhjf

Gammel dame åbner krydstogtsæson i København

Det 70 år gamle MV Astoria blev det første krydstogtskib til at anløbe København i 2018, der står til at blive det største år for dansk krydstogt hidtil.

Der var ikke hvem som helst, der startede krydstogtsæsonen 2018 i København.

I løbet af påsken lagde MV Astoria til kaj i den danske hovedstad og markerede dermed starten på en sæson, der ifølge Wonderful Copenhagen tegner til at blive den største krydstogtsæson i Danmark til dato. København forventer 337 anløb, hvilket er  12 mere end de 325 krydstogtskibe, som anløb København sidste år. 

Også andre steder i landet er der lagt op til krydstogtsrekorder, når 1,1 mio. sejlende gæster besøger havne som Hundested, Rønne, Skagen og Aarhus.

Imens en række danske havnebyer ser ud til at få noget at fejre i 2018, kan MV Astoria fejre sin 70 års fødselsdag i år. Med en længde på 160 meter og plads til 395 passagerer var skibet det største svenske passagerskib, da det blev opført på Götaverken i Gøteborg og døbt MS Stokholm. Et retrofit øgede i 1953 kapaciteten til 548 passagerer.

Det var samtidig det mindste skib til at sejle mellem Sverige og Amerika, hvor det ifølge cruisemapper.com tjente i en årrække. Under navnet Stokholm er skibet bedst kendt for en kollision med den italienske liner Andrea Doria. I 1956 tørnede to skibe sammen i tæt tåge 300 sømil øst for New York, hvor begge kaptajner efter sigende stolede blindt på skibenes radar-udstyr. På trods af en hårdt smadret stevn formåede MS Stockholm at returnere til New York ved egen hjælp.

På nær 46 omkomne lykkedes det at redde de omtrent 1700 passagerer og besætningsmedlemmer på Andrea Doria, inden skibet sank, imens en håndfuld besætningsmedlemmer mistede livet på MS Stockholm.

MV Astoria har siden opereret under adskillige andre navne. I 1994 blev det ombygget for 150 mio. dollar, og det har senest fået en større overhaling i 2013. I dag er der plads til 550 passagerer fordelt på 277 kabiner. Astoria opererer under krydstogtrederiet CMV indtil udgangen af 2018.

Efter sit anløb i København den 30. marts fortsatte MV Astoria til Aalborg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126