700 strejker på koreansk værft
Ansatte på STX Shipbuilding nedlægger arbejdet efter udsigt til massefyringer.
Mandag morgen nedlagde 700 medarbejdere arbejdet på det koreanske STX-værft. Det skriver det koreanske nyhedsbureau Yonhap News.
Strejken sker som en protest mod de omfattende omstruktureringer, som værftet står foran. STX har bebudet, at personaleomkostningerne skal reduceres med 75 pct.
En talsmand fra de ansattes fagforening siger ifølge Yonhap, at de er villige til at imødekomme nedskærelser i løn og personalegoder, hvis bare de alle kan beholde deres job.