Containerrater falder for syvende uge i træk
Spotraterne for containerfragt ud af Shanghai faldt igen i sidste uge.
Dermed er Shanghai Containerizes Freight Index (SCFI) nede i 646,59 point, hvor det lå på 883,59 point, inden det lange, vedvarende fald begyndte.
Indekset er sammensat af 15 forskellige ruter. Ifølge The Loadstar er det fjerde uge i træk, at ruten fra Shanghai til Nordeuropa falder, så en teu nu koster 704 dollar.
Tiden omkring det kinesiske nytår er generelt lavsæson for containerfragt ud af Kina, men det er ikke hele forklaringen på, at raterne har været i så langt et kontinuerligt fald i år.
Seaintelligence har regnet på kapaciteten, og i år har containerrederierne 8,8 pct. flere slots at fylde til Nordeuropa, end de havde sidste år. Til Middelhavet, hvor skibene er en anelse mindre, er kapaciteten 6,5 pct. højere i år.
Den forventede vækst i efterspørgslen er dog kun omkring fem pct., så hvis udbud skal møde efterspørgsmål, så raterne alt andet lige kan holdes i ro, skal rederierne pille 9.300 teu ud af den ugentlige kapacitet.
Det svarer ifølge Seaintelligence til, at der skal stryges 7,4 sejladser til Nordeuropa over en periode på 12 uger, skriver The Loadstar.