MAN Diesel & Turbo indgår nyt partnerskab med Hyundai
I et joint venture vil MAN Diesel & Turbo bygge et nyt testcenter sammen Hyundai Heavy Industries (HHI). Det oplyser MAN Diesel & Turbo i en pressemeddelelse.
Testcentret kommer til at ligge i Busan, Korea, hvor HHI har bygget MAN Diesel & Turbos totaktmotorer på licens siden 1979. Her skal testcentret være med til at styrke MAN Diesel & Turbos udvikling af dual fuel gasmotorer.
Når det nye testcenter åbner i begyndelsen af 2019 vil det blive MANs første fjernstyrede testcenter. Dermed kan udviklingsafdelingen i København løbende følge og forbedre test af nye motorteknologier online.
– Det nye test-setup understøtter vores stræben efter højpålidelig og miljøvenlig teknologi med et stærkt fokus på konkurrencedygtige gasmotorer og tilhørende udstyr, siger Lars Juliussen, chef for MAN Diesel & Turbo's Diesel Research Centre i København.