Paradoks: Havnebyerne mister skibsfarten
KLUMME: Flere flytter ned på havnefronten - men de må ofte spejde forgæves efter et skib
Indrømmet! Skribenten er pro-skibsfart og foretrækker - hvis han boede i et af de nye havnenære by-arealer - denne udsigt fra Aarhus Ø, mere end tristessen i den uforstyrrede horisontlinje. Foto: paxpix - maritime photography
Ejendomsmarkedet er i de største danske byer i stor vækst med tilflytning fra oplandet. Og for de attraktive havnearealers vedkommende er det grå guld klar til at veksle friværdien fra forstæderne med færre, men nybyggede kvartmetre med vandudsigt. I den samme periode har ISPS, som kom i kølvandet på terrorangrebet i New York 11. september 2001, afskærmet skibsfarten og havneaktiviteterne fra offentligheden.
Skibsfarten er i stedet flyttet ud i nye by-fjerne havnearealer, godt gemt væk bag hegn, gates og vagtværn. Tilbage i havnebyerne er i bedste fald nogle bevaringsværdige tidligere handelsskibe, men Danmarks fortsatte markante position som søfartsnation og sam-handlende med omverdenen er stort set usynlig for de fleste havnebyboere i dag.
Dette er måske særligt tydeligt i hovedstaden, der var først med at omdanne byens havn til havnenære by-arealer, helt blottet for handelsskibe. Eneste undtagelse er boligområderne ved historiske Langelinje og ved den tidligere frihavn. Men her har hjælpemaskineri-støj fra de få tilbageblevne af slagsen, Oslobådene og krydstogtskibene, afstedkommet beboerklager.
Noget at se på i Aarhus
Aarhus kom med på havneinddragelsesbølgen noget senere, og kunne derfor drage nytte af de andres erfaringer. Bydelen Aarhus Ø er etableret på den tidligere containerterminal og er faktisk et positivt eksempel på et havnenært by-areal. Her sikrer Aarhus Havns løbende ekspansion østover, der startede med etablering af Danmarks største containerterminal, at det havnenære byliv forsat har forbindelse med skibsfarten.
Det østvendte vue mod Aarhusbugten er således beriget med havnens mange containeraktiviteter, både deepsea og shortsea, suppleret af bulk- og ro/ro-skibe til og fra havnens sydlige terminaler. Og frem til 2020 passerer Molslinjens hurtigfærger næsten på timebasis bydelens mange udsigtsbalkoner.
Andre steder i landets havnebyer er de nye havnenære beboere tvunget til at bruge fantasien, når de skuer ud over et stillestående havnebassin eller en tom horisont.