Færgen skaber ø-omtale for 24 millioner kroner
Hvert år opgør Færgen værdien af den medieeksponering, som rederiet skaber for de danske øer. Således også i 2017, hvor resultatet af PR-indsatsen i Danmark, Sverige og Tyskland lyder på 24,5 millioner kroner. Det er alle tiders rekord for medieomtalen af øerne og en vækst på hele 44,2 procent i forhold til 2016.
- Det er en klassisk win-win-situation, fordi positiv opmærksomhed omkring øerne resulterer i øget turisme, hvilket betyder, at vi i sidste ende sælger flere færgebilletter. Samtidig er omtalen på længere sigt med til med at skabe flere arbejdspladser og øget bosætning i de små samfund, siger Lindy Kjøller, salgs- og marketingchef i Færgen.
Inden for PR-branchen bliver værdien af medieomtale i aviser, magasiner, tv, radio og onlineeksponering sidestillet med værdien af annoncering i de konkrete medier. På den måde kan det opgøres, at Færgen i 2017 har stået bag medieeksponering, som i annonceform ville have kostet 24 millioner at skabe.
Dertil skal lægges et ikke opgjort beløb, som Færgen har investeret i markedsføring af øerne i form af annoncer og anden form for reklame.
Bornholm er den store vinder
Færgen sejler til henholdsvis Bornholm, Samsø, Fanø, Als, Langeland og Lolland via i alt syv forskellige ruter. Topscoreren blandt dem alle er ubetinget Bornholm, som via Færgens PR-arbejde i 2017 har opnået medieomtale for 5,4 millioner kroner.
Ifølge Lindy Kjøller skyldes den store interesse omkring øerne i høj grad også det løbende promoveringsarbejde foretaget af øernes turismeorganisationer samt en generel vækst i kvaliteten af øernes turismeprodukt i de seneste år.
- De danske øer har helt uden sidestykke det bedste kystferieprodukt i Danmark. Her er vand og strand, gode forhold til outdoor-aktiviteter og en række spændende events hele året rundt. I forhold til turisme har øerne et enormt potentiale, siger han.
Færgen har netop opgjort trafiktallene for 2017, og også de tegner et billede af stigende interesse for ø-ferie i Danmark. Således er der for fjerde år i træk tale om vækst i færgetrafikken til alle de øer, som rederiet har ruter til. For tre af syv ruter er der sågar tale om alle tiders trafikrekorder.