23948sdkhjf

175.000 tons havnesediment fjernet fra Esbjerg Havn

På kun seks måneder er tonsvis af havnesediment blevet håndteret i Esbjerg

175.000 tons havnesediment fjernet på et halvt år. Det er blevet gennemført på Esbjerg Havn, hvor myndighederne havde fastsat den stramme tidsplan. 

En opgave af det omfang kan tage flere år at gennemføre, men i Esbjerg skulle det gå hurtigt, for vindmølleindustrien stod klar til at tage et større areal på havnen i brug så hurtigt som muligt. 

For at nå i mål med opgaven tog RGS Nordic, der er eksperter i at håndtere jord, bygge- og anlægsaffald, nytænkende metoder i brug. 

- Vi kom på den ide at stabilisere det opgravede og meget ”levende” sediment fra havnen med cement, så det blev muligt at håndtere. Vi blandede det med andre ord op med cement, oppe på land, siger Jens Arre, miljøchef fra RGS Nordic, og uddyber:

- Vi lagde det opgravede havnesediment i bassiner på cirka 7.000 kvadratmeter, hvorefter vi bredte cement ud over og fræsede det ned, så det hele blev blandet godt sammen. Dagen efter tog vi analyser af blandingen for at dokumentere indholdet af forurening, hvorefter materialet kunne nyttiggøres i anlægsprojekter.

På RGS Nordics behandlingsanlæg til at håndtere jord og bygge- og anlægsaffald i Esbjerg udviklede man sammen med et lokalt rederi løsningen med at stabilisere det opgravede havnesediment.

Når havnesediment skal bortskaffes, har de gængse metoder ellers været, at sedimentet sejles ud og hældes tilbage på havbunden - en såkaldt klapning. Eller ved at bortskaffe det til deponi. Men i Esbjerg blev den nye, alternative løsning introduceret. 

Metoden med at stabilisere med cement er kendt fra anlægsarbejde, hvor man ofte stabiliserer problematisk jord i forbindelse med nye vejanlæg.

Kilde: RGS Nordic

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078