23948sdkhjf

Milepæl - Nordens maritime voldgift er en realitet

Etableringen af Nordic Arbitration-voldgiften er en vigtig milepæl og vil ofte være en billigere, mindre kompleks og mere tidseffektiv løsning end en London-voldgift
Nordic Arbitration er nu stiftet og kan vælges som voldgiftsret. Et foreløbigt sekretariat er oprettet ved advokat Georg Scheel, tidligere direktør for Nordisk Skibsrederforening. I slutningen af 2017 vedtog man vedtægter, regler for voldgiftsbehandling, best practice guidelines og regler for bevisoptagelse.

De sidste medlemmer af styregruppen skal udpeges. En hjemmeside er oprettet på nordicarbitration.org eller nordicarbitration.dk. Danske maritime aktører kan med fordel allerede nu overveje at aftale voldgift "på hjemmebane" under Nordic Arbitrations regelsæt i deres kommercielle kontrakter.

Historien bag
Mange danske maritime virksomheders kontraktforhold er i dag underlagt engelsk ret og tvistløsning ved voldgift i London. Baggrunden er en mangeårig international tradition, og i dag begrundes valget ofte med henvisning til hensynet til at sikre et neutralt forum. Høje advokathonorarer med både "solicitors" og "barristers", tunge bevisprocedurer og adgang til domstolsprøvelse af også materielle spørgsmål i voldgiftskendelser fører dog i stigende grad til dyre og langtrukne sags-forløb i England. På konferencen om maritim voldgift (ICMA) i København i september 2017 blev der således fra industriens side udtrykt kritik af det engelske voldgiftssystem. I panelet deltog talere fra danske rederier og fra den danske forsikringsverden.

Parterne kan undgå disse ulemper ved at vælge voldgift i de nordiske lande, der har en mere pragmatisk tilgang til procesførelsen, og hvor procesomkostningerne er væsentligt lavere. Ved at vælge en samlet nordisk løsning sikres, at der kan trækkes sagsvolumen og ekspertise (tekniske eksperter, dommere og advokater) fra hele det nordiske område. Dette giver kritisk masse.

Non-profit
Siden 2014 har en fælles nordisk arbejdsgruppe afsøgt mulighederne for at skabe et nordisk vold-giftsinstitut, der kunne blive et attraktivt alternativ til maritim og offshore voldgift i London.

I arbejdsgruppen var repræsentanter fra både industrien og rådgiversiden i de nordiske lande. Fra dansk side deltog blandt andet bestyrelsesmedlemmer fra Den Danske Søretsforening.

Resultatet er Nordic Arbitration, der vil tage form af en non-profit forening med en overordnet styregruppe og en mindre administrationsfunktion. Nordic Arbitration vil ikke have et fysisk hjem-sted, og Nordic Arbitration bliver dermed en mellemting mellem ad hoc voldgift og voldgift oprettet under et egentligt voldgiftsinstitut. I de konkrete voldgiftssager vil voldgiftsretten have sæde i et af de nordiske lande. Sæde i Danmark kan derved vælges.

Reglerne
Nordic Arbitrations regler adskiller sig ikke væsentligt fra andre sædvanlige regler for førelse af voldgiftssager.

Det særlige ved Nordic Arbitration er de såkaldte "Best Practice Guidelines", der bedst beskrives som retningslinjer for reglernes anvendelse. Formålet er at sikre forudsigelighed, transparens, omkostningseffektivitet og en retfærdig voldgiftsproces.

Retningslinjerne adskiller sig væsentligt fra praksis i f.eks. en London-voldgift. Særligt er der taget højde for tidsaspektet og for omkostningsaspektet.

F.eks. skal klageskrift som udgangspunkt indgives senest 28 dage efter det indledende forberedende møde, svarskrift skal indgives senest 28 dage efter klageskriftet, og efterfølgende skrift-veksling med intervaller af maksimalt 21 dage.

I relation til bevisførelse adskiller Nordic Arbitration sig også væsentligt fra den langsommelige "disclosure"-procedure, der kendes fra London-voldgifter. Udgangspunktet er, at en part og voldgiftsretten ikke kan pålægge modparten at fremlægge dokumentation. Tilsvarende er udgangspunktet, at vidner kun afhøres under den mundtlige forhandling, og at der ikke indgives skriftlige vidneerklæringer inden da.

En Nordic Arbitration-voldgift vil således ofte være en billigere, mindre kompleks og mere tidseffektiv løsning end f.eks. en London-voldgift.

Kun tiden vil vise, om de maritime aktører vil tage Nordic Arbitration til sig som tvistløsningsforum. Potentialet er stort.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.678