Wärtsilä klar med hybride bugserbåde
HYBRID-DRIFT: Nu lancerer den finske motor- og teknologiproducent et bugserbådsdesign, bygget op omkring koncernens HY-modul

HY-modulet, altså den diesel/el-hybride maskinpakke - her i en dieselmekanisk version med power-take-in og power-take-off. Illustration: Wärtsilä
Wärtsilä HY-modulet er i tidligere versioner allerede installeret i eksisterende bugserbåde, bl.a. hos det store italienske rederi Rimorchiatori Riuniti. Rederiet, der opererer op imod 100 bugserbåde i Middelhavsregionen, bestilte imidlertid den nyeste version til en 80 tons pæletræk stor nybygning under årets Nor-Shipping messe i Norge.
Bugserbåds-designserien består af to havnebugserbåde med 50 og 75 tons pæletræk samt en eskorte bugserbåd på 75 tons. Wärtsilä sammenligner bl.a. 75 tons varianten af HY-eskorte bugserbåden, der har et dobbelt Wärtsilä 8L20-maskineri i kombination med en 500 kWh stor batteripakke, med en ligeledes 75 pæletræk stor bugserbåd med et konventionelt maskineri.
Et boost af power
Her kan den nødvendige mekaniske power i den hybride bugserbåd eksempelvis reduceres med 26 procent - samtidigt med, at driftstime-antallet på motorerne ifølge Wärtsilä kan sænkes med godt 58 procent.
Endelig giver det hybride maskineri med en stor batteripakke en række rent operationelle fordele i den daglige drift. Ikke mindst muligheden for et ekstra øjeblikkeligt tilgængeligt power-boost fra batteripakken. Eller mellem 25 og 55 minutters drift, afhængig af pæletræks-belastningen, alene på el.
Derudover rummer det hybride maskineri de allerede veldokumenterede fordele ved, at forbrændingsmotorerne hele tiden kan drives på deres optimale last. Dermed kan de så eksempelvist i et dieselmekanisk setup lade batteripakken via power-take-off-metoden – eller enkeltvist helt lukkes ned, for så at basere fremdriften på batteripakken via power-take-in.
Mulighed for kold start
Endelig kan batteripakken oplades via landstrøm, når bugserbåden er positioneret ved basen. Noget Wärtsilä påpeger ydermere kan eliminere den start op-tid et koldt konventionelt maskineri behøver, inden fartøjet eksempelvis kan afgå basen ved en akut opstået situation.
Designet består af tre forskellige skrogstørrelser; to længder overalt på 28 og 29,5 meter for havneslæbervarianterne samt 35 meter for eskorte-typen. Ifølge Wärtsilä kan der alt efter konfigurationen mellem batterikapacitet og forbrændingsmotorer i princippet bygges bugserbåde på basis af grunddesignet i spektret 40 til 90 tons pæletræk.