23948sdkhjf

Varm sushi i hård kuling

Sag rejst mod transportør efter strømsvigt i kølecontainer med rejer fra Vietnam

En rejeimportør havde købt flere partier af sushirejer, dels forkogte rejer og dels rå rejer i Vietnam. Rejeimportøren antog et globalt rederi (transportøren) til at sørge for transporten fra Vietnam til Danmark. Transportøren udstedte et Bill of Lading for hele transporten, hvor det blandt andet fremgik, at temperaturen for kølecontaineren skulle være på minus 20 grader.

Afsender stuvede containeren, hvorefter transportøren sørgede for transport til Hamborg. I Hamborg overtog en undertransportør den videre søtransport til Danmark. Containeren blev i den forbindelse omlastet til et feederskib, som sejlede fra Hamborg til København via Göteborg og Helsingborg.

Transporten frem til Hamborg forløb som planlagt, men under den videre sejlads over Nordsøen kom containerskibet den 22. oktober 2014 i hårdt vejr med vindstyrke op til 9-10 beaufort fra nordvest og grov sø. Skibet måtte sænke farten på grund af det hårde vejr og de store bølger, der skyllede ind over dækket.

Strømsvigt konstateret
Dagen efter ankom skibet til Göteborg, og skibets containere blev besigtiget. Det blev konstateret, at kølecontaineren med rejerne, som havde været placeret på dæk, havde strømsvigt.

Den 25. oktober 2014 ankom skibet til København, og den 27. oktober 2014 blev der foretaget veterinærkontrol, hvor rejerne blev godkendt til fri omsætning til konsum. I en besigtigelsesrapport blev det bemærket, at kartonerne med rejer var stuvet meget højt og over advarselslinjen "no cargo above this level". Dette kunne have haft indvirkning på temperaturen i containeren.

Rejeimportøren estimerede et tab på 20% af rejernes værdi, idet rejerne nu måtte sælges som et sekundært produkt. Parternes individuelle surveyors gav udtryk for, at dette var et rimeligt estimat.

Rejeimportørens vareforsikringsselskab udbetalte herefter erstatning, og der blev indledt regressag mod transportørerne.

Kunne ikke bevises
Sø- og Handelsretten slog først fast, at rejerne skulle opbevares ved minus 20 grader under hele transporten, at kølecontaineren havde været uden strøm i flere dage, og at målingerne efter ankomst viste en højere temperatur end minus 18 grader.

Da der ikke var fremlagt temperaturlogs, som kunne dokumentere, at varernes stuvning kunne have haft indflydelse på temperaturen i containeren, fandt retten det ikke bevist, at forkert stuvning kunne have haft indflydelse på temperaturen.

Da transportøren ikke i øvrigt kunne bevise, at han ikke havde udvist fejl eller forsømmelse, var han erstatningsansvarlig. Retten fandt, at tabet kunne opgøres i forhold til en værdiforringelse på 20 procent, selv om rejerne var blevet godkendt til konsum.

IUNO mener
Transport af temperaturfølsomt gods stiller høje krav til de involverede parter. I denne sag blev transportøren ansvarlig, selv om stuvningen af godset muligvis kunne have indvirket på den for høje temperatur.

I transportretten gælder der omvendt bevisbyrde. Det er op til transportøren at bevise, at eventuel skade opstået under transport skyldes forhold, som han ikke kan gøre for, fx afsenders stuvning. Ved transport af temperaturfølsomt gods er det altid en god ide at kunne fremvise temperaturlog for transporten.

[Sø- og Handelsrettens dom af 16. august 2017, S-5-16 og S-6-16]

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094