23948sdkhjf

Dansk løfte om livsvigtige søkort til Grønland brudt sammen

Flytning af styrelse betyder, at produktionen af søkort til Grønland er gået i stå. Løftebrud, lyder kritik

Et otte år gammelt løfte til Grønland om levering af 73 digitale og livsvigtige søkort ligger i ruiner. Foreløbigt har man lavet 32 søkort, men produktionen er nu gået totalt i stå. 

Det skriver Politiken. 

De 73 søkort skulle efter planen være færdige inden udgangen af 2018. Men den manglende produktion skyldes, at den tidligere V-regering besluttede at flytte den ansvarlige styrelse, Geodatastyrelsen, til Aalborg.

- Kun en af de 15 medarbejdere, der var beskæftiget direkte med produktion af grønlandske søkort, er fulgt med Geodatastyrelsen til Aalborg. Styrelsen har i halvandet år ansat de nødvendige nye medarbejdere til at kunne varetage produktionen fremadrettet, skriver styrelsen til Politiken.

Geodatastyrelsen oplyser desuden, at man ikke har sat gang i produktionen, fordi medarbejderne først skal oplæres. Det forventes at tage flere år. 

Kan koste ulykker og liv
De manglende søkort betyder, at skibene sejler i blinde med risiko for at gå på grund og forlise, lyder kritikken.

- Jeg har tidligere sagt, at det kan ende med at koste menneskeliv, og det mener jeg stadig, siger Aaja Chemnitz Larsen, medlem af Folketinget for det grønlandske parti Inuit Ataqatigiit, til Politiken.

Politisk beklagelse og hård kritik
Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) beklager situationen.

- Den aftalte produktion af søkort vil blive forsinket. Det er selvfølgelig beklageligt (...) Det er endnu for tidligt at sige, hvor meget produktionen bliver forsinket, skriver ministeren i en e-mail til avisen.

Socialdemokratiet og Enhedslisten kalder sagen en regulær "skandale". Begge partier ønsker derfor en redegørelse fra regeringen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.235