23948sdkhjf

Norsk reder bryder nye teknologiske grænser i skibsdesign

ENERGIOPTIMERING: Nyt kystfragtskib udnytter både kulden fra LNG-bunkeren og bremseenergien fra lastekranerne
Særligt når det involverer LNG, altså nedkølet og dermed flydende naturgas som skibsbunker, er Norge blandt de absolut drivende kræfter i verden på tonnageudviklingsområdet. Førertrøjen på anvendelsen af LNG er godt hjulpet på vej af statslige incitamentsfremmende organisationer som Enova og NOX-fondet.

Begge er da også med på finansieringssiden bag det Trondheim-baserede Egil Ulvan Rederis nybygningsprojekt, som bryder tidligere grænser for energioptimering og udnyttelse af LNG i kombination med elektrisk hybriddrift. Det skriver det norske fagmedie maritim.no.

Egil Ulvan Rederi er således sammen med den norske skibsdesignvirksomhed Multi Maritime ved at udvikle en helt ny generation af de typiske kyst-palleskibe,
lo/lo-skibe, som udgør en vigtig del af den vestnorske infrastruktur for fragt.

Udnytter bremseenergi

Fremdriften bliver LNG-elektrisk/hybrid med en batteripakke. Denne kan efter plug-in princippet lades fra landstrøm, de steder det er muligt, under de mange havneanløb på den tiltænke 16-dages rundtur mellem Frederikstad og Tromsø.

Samtidig vil skibet også kunne udnytte kulden fra den flydende naturgas i skibets reefer-lastrum. Dette vil ifølge rederiet helt kunne erstatte frysekompressorerne ved udendørs temperaturer under 15 grader.

Endelig vil skibet, som det er normen i el- og hybrid-biler, kunne genlade batteripakken ved hjælp af bremseenergi. Vel at mærke ikke fra fremdriften, men fra skibets elektriske lastekraner og pallehejsere, som anvendes under stort set alle havneanløb.

Ifølge det norske medie ventes rederiet at kontrahere den innovative nybygning inden for de kommende uger til en ønsket levering i sommeren 2019. Prisen ventes at blive mellem 250 og 300 mio. norske kroner eksklusiv støtte fra de to statslige fonde.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.09