23948sdkhjf

Nordsøaftale giver nye maritime job

Maritime brancheaktører glæder sig over udsigten til, at regeringen, oppositionen og Mærsk snart kan lande en ny Nordsøaftale endegyldigt og dermed sikre Tyrafeltets fremtid. Aftalen kan sikre 4.000 job
Ingeniører, jack-up rigs og skibe skal i aktion, når 30 mia. kr. skal investeres i Danmarks vigtigste energifelt - Tyrafeltet. Det er resultatet af en aftale mellem regeringen, Socialdemokratiet og Mærsk, der angiveligt var forhandlet hjem i weekenden.

Efterfølgende opstod tvivl om størrelsen på de afskrivninger, der havde sikret Mærsks lyst til at investere yderligere i det aldrende olie- og gasfelt. Men analytikerne forventer, aftalen snart er på plads.

Udsigten til en ny aftale glæder Jenny N. Braat, adm. direktør i Danske Maritime:
– Det er positivt for Det Blå Danmark, at man fortsætter med Tyra-feltet, fastslår hun over for Søfart.

En hjørnesten i aftalen er, at Dansk Undergrunds Consortium - et joint venture mellem A.P. Møller-Mærsk (31,2 %), Shell (36,8 %), Chevron (12 %) og Nordsøfonden (20 %) - kan afskrive milliardinvesteringerne og dermed skattebetalinger på et senere tidspunkt.

Mange milliarder

I første omgang vil investeringerne gå til borerigge og ingeniører, under navnet Tyra Future, men investeringerne vil også smitte af på den mere skibsrelaterede del af industrien, understreger Jenny N. Braat.

- Vi ser selvfølgelig gode muligheder, siden det er mange penge, der skal investeres. Men man kan jo ikke vide præcis, hvordan det spænder af. Vores helt store marked er skibe, og vi har en del skibe, der sejler ud til riggene. Der vil vi formentlig se, at skibe, som har ligget stille, kan opgraderes og istandsættes, og vi vil muligvis også se nybygninger. Det glæder vi os over, siger hun og tilføjer:

- Det får trods alt ikke en epokegørende effekt, siden mange af pengene vil være bundet til riggene.

Gang i hjulene

Claus Søgaard Poulsen er direktør i Scanel International, der arbejder med installationer inden for offshore, og desuden har ejerandele i bl.a. Ørskov Yard og Vestergaard-gruppen. Direktøren glæder sig over den nye udvikling:

- Mentalt og rent fysisk er det dejligt, at der bliver sat noget i gang igen. Vi ser absolut muligheder – både direkte og indirekte – ved Tyrafeltet. Det skal jo opgraderes over 5-8 år, før det er helt oppe og køre igen, og de næste 2-3 år skal man fremtidssikre feltet og forberede udbuddet. Dernæst vil der være 2-3 års konstruktionsarbejde, siger han og uddyber:

- Desuden er der mulighed for noget dekommission i forbindelse med ombygningen, siden installationerne skal klargøres før nedbrydningen. Vi vil blive påvirket direkte via ordrer, som vi vinder, og indirekte som underleverandør til en contractor, hvor vi indgår som del af den ydelse, siger Claus Søgaard Poulsen.

Tvivl om omfang

Direktøren påpeger imidlertid, at det er højst usikkert, hvor mange ordrer der kommer.

- Det kommer meget an på, hvor store klumper, der bliver lagt ud. Det vil vi se, når omfanget er klargjort fra ingeniørstabens side; hvor store pakker de udbyder. Men der vil være tale om samlet antal arbejdspladser på omkring 4.000 i opgraderingsfasen, og vi kan mønstre et sted mellem 100-200 mand.

Jenny N. Braat påpeger i den forbindelse, at der også vil være afledte effekter:

- En anden positiv ting er, at vi har set, hvordan aktiviteten i markedet er steget voldsomt med oliekrisen, og vores marked har været meget 'crowdet'. Her kan de store investeringer tage lidt af trykket, siger hun og tilføjer:

- Det er desuden en naturlig forretningsstrategi at spare, når man ikke ved, om man fortsætter. Og Tyra-feltet har jo haft en uvis fremtid. Nu er fremtiden afklaret, og der kan være et naturligt efterslæb på investeringer ift. vedligeholdelse etc., som nu kan komme det Det Blå Danmark til gode.

Maersk Energy har i øvrigt allerede sat en jobannonce i søen. Energiselskabet søger ingeniører til et såkaldt Tyra Future Project Team. Læs mere her
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094