23948sdkhjf

Mærsk: Line køber næppe Hanjin

A.P. Møller-Mærsks containerrederi, Maersk Line, vil næppe købe hverken Hanjin Shipping eller Hyundai Merchant Marine. Det siger kilder med indsigt i sagen til den amerikanske erhvervsavis Wall Street Journal og modsiger dermed spekulationer om, at Maersk Line er på vej til at overtage eller købe aktiver fra de økonomisk trængte sydkoreanske rederier.

Ifølge avisens kilder vil Maersk Line i stedet vente på, at andre kriseramte operatører begynder at spejde efter en redningsplanke for at undgå en konkurs.

Det amerikanske børshus Jefferies vurderede ellers for en uge siden over for Bloomberg News, at Mærsk ville gå efter at købe aktiver fra Hanjin Shipping og Hyundai Merchant Marine.

Ny strategi pustede til ilden
Spekulationerne har fået ekstra næring, efter at A.P. Møller-Mærsk i forbindelse med strategiopdateringen for et par uger siden annoncerede en opsplitning med transport- og logistikaktiviteterne i en forretning og energiselskaberne i en anden.

Samtidig varslede Mærsks administrerende direktør, Søren Skou, ved den lejlighed, at en vigtig del af vækststrategien for transportaktiviteterne vil være opkøb.

- Vi vil gå fra primært at vokse ved at købe nye skibe og containerterminaler til i højere grad at arbejde med opkøb. Der er skibe nok i denne verden, og efterspørgslen er faldet over de seneste fem år, sagde Søren Skou.

Meget taler imod et Maersk-opkøb
Spekulationerne om Maersk Lines interesse for Hanjin eller Hyundai Merchant Marine virker dog til at være grebet ud af luften, siger en af kilderne til Wall Street Journal.

En anden kilde siger til avisen, at den sydkoreanske regering vil kæmpe hårdt for at bevare mindst et sydkoreansk containerrederi, og at der er tale om en principiel sag for regeringen.

Dertil kommer, at det ikke giver mening for Maersk Line at overtage Hyundai Merchant Marine, mens det forhandler en tilknytning til 2M-alliancen med Maersk Line og verdens næststørste aktør MSC.

Det skyldes blandt andet, at kunderne i så fald vil søge at supplere med andre rederier for at sprede risikoen, vurderer Lars Jensen, der er direktør for SeaIntelligence Consulting i København over for Wall Street Journal.

/ritzau/FINANS
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11