Kovending: Fregat skal på værft i Danmark
"En lykkelig udgang," siger nordjysk folketingsmedlem, der havde kritiseret forsvarsminister
Opgaven var ellers tildelt et estisk ejet værft efter et udbud - hvilket de seneste dage har udløst politisk kritik. Tirsdag aften fik forligspartierne imidlertid at vide, at værftet alligevel ikke havde den fornødne kapacitet og derfor trak sit bud.
To danske værfter - heriblandt nordjyske Orskov Yard i Frederikshavn - havde også budt på opgaven.
"Det er en ualmindelig lykkelig udgang på sagen, at arbejdet nu havner i Danmark. Og det glæder mig, at der er 50 procent chance for, at arbejdet skal udføres i Nordjylland," siger det nordjyske folketingsmedlem Preben Bang Henriksen (V).
Sammen med partifællen Søren Gade havde han i Nordjyske Stiftstidende kritiseret forsvarsminister Peter Christensen (V) for beslutningen om at vælge det estisk ejede værft.