Gammelt færgeleje ombygges til Ærøs elfærge
Det bliver den gamle Søby-færges leje, der skal bygges om til den kommende elfærge
Økonomiudvalget i Ærø Kommune har besluttet, at det er den gamle Søby-færges leje, der skal ombygges.
- Ærøfærgerne vurderer, at det gamle er det bedst. Chefkaptajnen peger på det gamle som den bedste løsning. Det er lidt dyrere at gøre klart til elfærgen end det eksisterende Skjoldnæs-leje, men hvis det er bedst besejlingsmæssigt, er indstillingen, at vi benytter det gamle færgeleje som det fremtidige leje for elfærgen, siger borgmester Jørgen Otto Jørgensen (S) til fyens.dk.
Skjoldnæs kan dermed sejle videre i byggefasen. Dog kan færgen ikke sejle til Fynshav, mens færgelejet der bygges om.
Ifølge oplægget fra Økonomiudvalget skal Skjoldnæs i Faaborg i den midlertidige periode lægge til i den tidligere Gelting-færges leje.
Kilde: fyens.dk