Mærsk-ledelsen under massivt investorpres for opsplitning
Investorerne har allerede gjort Mærsk-aktien cirka 40 milliarder kroner mere værd i forventning om, at noget stort er under opsejling, så status quo vil ifølge flere Mærsk-kendere være en fiasko af dimensioner. Derfor er Mærsk tvunget til at komme med en form for opsplitning i to eller flere enheder.
»River Mærsk ikke selskabet over på en eller anden måde, vil investorerne rive kursen i stykker. Selve strategisnakken er en erkendelse af, at tingene ikke er holdbare, som de er – og gør man så ikke noget, vil det være ekstremt skuffende,« siger Morten Imsgard, Mærsk-analytiker i Sydbank, til Finans.
Han peger på, at en status quo-udmelding fra Mærsk er usandsynlig og vil betyde, at investorerne igen vil rette blikket mod markedsvilkårene for Mærsk, og de ser ikke for gode ud med tvivl om fremtiden for containerfarten og olieprisen.
»Jeg tror, at markedet forventer en håndgribelig plan, hvor man tydeligt skitserer, om man bliver eller afvikler de enkelte forretningsområder – og forklarer berettigelsen af de enkelte forretningsområder. Man forventer, at en opsplitning af Mærsk skaber værdi,« siger Otto Friedrichsen, aktiestrateg hos Formuepleje.
Mærsk ønsker over for Finans endnu ikke at kommentere eller foregribe udkommet af det strategiske arbejde