23948sdkhjf

Offshore-klyngen vil samarbejde om nye løsninger

Partnerskaber om innovative løsninger til gavn for hele industrien skal fremmes i dansk offshore
- Vi skal genopfinde os selv for at sikre fremtiden for offshore.

Så skarpt skitserede Anders Eldrup, formand for Offshoreenergy.dk, opgaven for den danske offshore-klynge, da han torsdag i Esbjerg bød velkommen til årsmøde for medlemmerne af Offshoreenergy.dk.

Offshore-klyngen er under pres - både offshore olie/gas og offshore vind. Oliepriserne er halveret i forhold til september 2014, og vindindustrien skal senest i 2020 have skåret 40 procent af det aktuelle omkostningsniveau for at være et konkurrencedygtigt alternativ.

- Vi står overfor krævende udfordringer, som ikke kan løses ved blot at skære fedt væk. Vi er nødt til at dele den viden, vi har, og samarbejde mere om nye, innovative løsninger, sagde Anders Eldrup.

Vigtigheden af samarbejde var et gennemgående tema blandt dagens indlægsholdere. Bent Christensen, Senior Executive i Renewable Energy, Siemens Wind Power, talte for at vidensdele i et åbent miljø om fælles løsninger:

- Der er områder, hvor vi er mere interesserede i en industristandard end et Simens-patent. Vi skal have flere åbne dialoger på områder, der er i alles interesse. Vi skal som industri være bedre til at efterspørge hele løsninger fremfor enkelte komponenter. Der er i dag 4.000 underleverandører til en Siemens-vindmølle - der er blot 40 underleverandører til en Airbus 380’er. Man må kunne samarbejde mere, sagde Bent Christensen.

De stores behov – de smås løsninger

Samarbejde og den åbne dialog var også et af temaerne i talen fra Ole Hansen, Head of Operations i Maersk Oil:

- Vi skal innovere og tænke ud af boksen i hele værdikæden. Og med ’vi’ mener jeg ikke ’os’ i Maersk Oil. Synergierne skabes i fællesskab, sagde han og nævnte, at Maersk Oil havde skabt et Ideforum for netop at styrke samarbejdet.

Deltagerne på Årsmødet var klar på at gribe opfordringen til samarbejde fra to af de største aktører i dansk offshore. John Sørensen, adm. direktør i Ramboll Oil & Gas, foreslog en ’problembank’, hvor offshore-virksomheder kan efterlyse løsninger:

- Det er nemmere at finde en løsning på et problem, når man ved, at løsningen garanterer konkret arbejde, sagde han.

Søren Hvorslev, director, Agencies and Services i EMS, var i samme spor:

- Vi skal bruge Offshoreenergy.dk til at matche de store virksomheders behov med de små virksomheders nye løsninger, sagde han.

Den opfordring vil blive fulgt, garanterede Glenda Napier, CEO i Offshoreenergy.dk:

- Den vilje og interesse, der er for samarbejde, skal vi gribe og støtte op om. Vores berettigelse som videns-klynge og innovationsnetværk er netop at skabe rammerne om vidensdeling og samarbejde om innovative løsninger, sagde Glenda Napier.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093