Havnebosser brugte 150.000 kroner på vin
En gennemgang af 48 forskellige vin-fakturaer fra Aarhus Havn viser, at der i perioden november 2012 til maj 2015 er brugt næsten 150.000 kroner på vin. Mange af fakturaerne er på flere tusinde kroner med enkelte på over 10.000 kroner, skriver metroxpess.
Aarhus Havn fortæller, at størstedelen af vinen er brugt som betaling til frivillige, men kan ikke fortælle præcist, hvad hver enkelt flaske vin er brugt til.
"Når krydstogtskibe lægger til, hjælper pensionister med at tage mod turisterne. I stedet for at betale løn, får de et par flasker vin som betaling," siger havnedirektør Jakob Flyvbjerg Christensen.
Han påpeger, at der for nogle måneder siden blev indført en såkaldt code of conduct, der skal hjælpe med at sætte nogle konkrete rammer på området.
Ekspert: Det er ikke i orden
Sten Bønsing, lektor i forvaltningsret ved Aarhus Universitet, fortæller, at Aarhus Havn skal kunne vise præcist, hvad samtlige flasker er brugt på.
"Det er god forvaltningsskik at kunne fremvise, i hvilke hænder hver enkelt flaske er endt. Det er ikke i orden, at det umiddelbart ikke kan ses," siger Sten Bønsing.
Enhedslisten er ikke just tilfreds med, at man ikke har styr på, hvad hver flaske er brugt til.
"Det lyder problematisk, at de bruger så mange penge på noget, de ikke 100 procent kan redegøre for. Det vil jeg kalde uskik," siger byrådsmedlem Maria Sloth.
Byrådsmedlem i Aarhus Kommune Lars Boje Mathiesen (LA), der ofte er ude og kritisere forbrug og bureaukrati i kommunalt regi, sidder i Aarhus Havns bestyrelse og fortæller, at han har fuld tiltro til direktøren og ikke ser nogen problemer med fakturaerne.