2016 er begyndt godt i Frederikshavn
Frederikshavn Havn leverer onsdag et godt halvårsregnskab
Samtidig med den igangværende havneudvidelse, som trækker store ressourcer i organisationen, er det lykkedes at realisere en omsætning i 1. halvår 2016, som er over budget og ligeledes over realiseret omsætning i 1. halvår 2015. Specielt er der fremgang inden for de maritime- og landbaserede indtægter. Det oplyser havnen i en pressemeddelelse.
Realiseret resultat for 1. halvår 2016 er 21,7 procent foran budget og 26,1 procent foran realiseret resultat for 1. halvår 2015.
Forventning om det bedste resultat i mange år
Frederikshavn Havn forventer fortsat stigende aktivitet i 2. halvår 2016, og flere nye opgaver løfter forventningerne til, at 2016 slutter med det bedste årsresultat i flere år.
Det igangværende havneudvidelsesprojekt forløber helt efter tidsplanen, og på flere områder er Per Aarsleff foran tidsplanen:
"Det glæder os at se, at projektet følger tidsplanen, og at vi sandsynligvis allerede i efteråret 2016 vil have færdiggjort det store molebyggeri. Samtidig arbejder vi med flere spændende forespørgsler og projekter, som kan blive realiseret, når de nye havnearealer er klar til brug i foråret 2018," siger bestyrelsesformand Bo Uggerhøj.
Søndag, 21. august er der for øvrigt inviteret til åben byggeplads på havneudvidelsen. Det foregår 10-13 for enden af Sandholmen, og her er der mulighed for at se arbejdet på tætteste hold.