Drama i Diskobugten
Turistbåd sank med 23 krydstogtpassagerer og tre besætningsmedlemmer om bord på kun 10 minutter. Andet passagerfartøj reddede alle.
2
Billeder
Franske 'L'Austal' fra rederiet Ponant er et kendt skib i arktiske farvande. Denne gang fik 23 af passagererne en sikkert uvelkommen ekstra oplevelse ud af et visit i Diskofjorden. Foto: Ponant
Det fortæller skipper Jens Ole Thomassen, der fik de nødstedte om bord på sit eget fartøj, til tidsskriftet Sermitsiaq/AG.
Den ulykkesramte ’Inuk II’ sejlede natten til søndag rundt med passagerer fra krydstogtskibet ’L'Austral’ i Diskobugten og befandt sig 100 meter fra skibet, da turistbåden begyndte at få problemer. Den har ifølge oplysninger fra politiet i Ilulissat tilsyneladende ramt et uidentificeret emne i vandet. Ingen andre fartøjer var involveret.
Ifølge vagthavende officer Kristian Sønderstrup-Jensen fra Arktisk Kommando (AK) i Nuuk har man ikke klarlagt omstændighederne omkring ulykken - der dog blev fulgt nøje fra kommandocentralen. Det vil være en sag for politiet i Nuuk (landspolitiet) og Søfartsstyrelsen / Den Maritime Havarikommission at tage sig af, vurderes det.
Centeret i Nuuk fik den indgående alarm kl. 03.12 GMT natten mellem den 14. og 15. august, og noterede sig derpå stort set samme hændelsesforløb, som kan ses beskrevet nedenfor i henhold til øjenvidenberetning. AK fik senere løbende opdateringer fra observatører i Ilulissat, der fulgte begivenhederne lidt på afstand. desuden modtog man briefinger fra bl.a. Aasiaat Radio - der i øvrigt er ansvarshavende radiostation for hele Grønland nu om dage. Slutmeldingen var, at 'Inuk II' forsvandt på forlispositionen og at der var udlagt flydespærringer med henblik på opsamling af evt. oliespild.
Mistede styringen
Skipper Jens Ole Thomassen fra en anden af områdets turistbåde, 'Clanes', oplevede situationen således:
"Vi var flere turistbåde, som sejlede rundt med krydstogtpassagerer. Jeg havde netop sat mine af og modtog et radioopkald fra skipperen på 'Inuk II', der fortalte, at de havde mistet styringen og derfor bad om slæbeassistance. Jeg var 200 meter derfra. Og da jeg kort efter nåede frem, havde båden allerede taget en del vand ind agter," beretter Jens Ole Thomassen.
Han beretter videre, at den kvindelige skipper fra 'Inuk II' selv svømmede rundt og kæmpede en virkelig hård kamp for at få udløst de to redningsflåder, der lå agter for turistbåden. Men bagenden var allerede på vej ned i dybet, så hun måtte opgive sit forehavende. Flåderne udløstes heldigvis automatisk kort efter. Men da var 'Clanes' allerede på stedet til at tage folk om bord, fortæller Jens Ole Thomassen.
Evakuering
Han fik hurtigt fastgjort en line til den synkende turistbåd. Og sammen med ’Clanes’s to matroser begyndte de at få evakueret de 23 krydstogtpassagerer og tre besætningsmedlemmer.
Skipper Thomasen fik også kaldt mayday til Aasiaat Radio. og fra krydstogtskibet 'L'Austral’ havde man også allerede fået en gummibåd i vandet, straks over til åstedet, hvor der også var ankommet to andre turistbåde, der nu lå stand by. Der kom så mange folk om bord på ’Clanes’, at skipper Thomasssen måtte bede nogle af de reddede om at gå over på den anden side af dækket, for at ikke 'Clanes' skulle få slagside.
Må kappe linen
Efter i runde tal 10 minutter stod det klart, at ’Inuk II’ ikke kunne reddes. De sidste krydstogtpassagerer stod i vand til livet, inden man fik dem om bord på 'Clanes'. "Så det skulle gå stærkt, og vi havde derfor ikke nået at tælle de reddede. Et af besætningsmedlemmerne fra ’Inuk II’ tjekkede for en sikkerheds skyld, at der ikke var flere om bord. Og så kappede vi linen, ellers var vi blevet trukket med ned," fortalte Jens Ole Thomassen efterfølgende.
Sejlet tilbage
Med hjælp fra gummibåden blev krydstogtturisterne derefter sejlet tilbage på ’L'Austral’.
'Clanes's to matroser er heldigvis også sygeplejestuderende, og de kunne tage sig af de reddede, få dem varmet med tæpper og få dem beroliget, inden de kunne komme om bord på ’L'Austral’, fortæller han.