Ny topchef ved roret i Mols-Linien
Mols-Liniens nye administrerende direktør skal fortsætte udviklingen som rederi på tværs af danske farvande, når han overtager roret den 1. august.
- Jeg har fulgt Mols-Liniens udvikling over de seneste år og har set, hvordan rederiet har etableret sig som en helt central spiller i den danske infrastruktur. Den kurs vil jeg fortsætte ved at have et skarpt fokus på alle led i den værdikæde, der udgør kernen i Mols-Linien. Vi skal optimere samspillet mellem transportløsningen, passagererne og serviceudbuddet – både på vores Kattegatruter og på de kommende bornholmske ruter, siger Carsten Jensen, som er tiltrådt som administrerende direktør i Mols-Linien pr. 1. august 2016.
Carsten Jensen har indtil nu stået i spidsen for rederiet DFDS’ forretning på Den Engelske Kanal. Siden 2005 har han bestredet en række ledende poster i DFDS. Derudover trækker han på knap 10 års national og international erfaring fra SAS – blandt andet som områdechef for SAS Tyskland og SAS Østrig, ligesom han har en finansiel ballast med sig fra sin tid som leder i finansieringsselskabet Midbk International Dublin.
Udstikker kursen
Fundamentet for at skabe yderligere vækst i rederiet skal bygges på et tæt samarbejde med medarbejderne, ligesom det for den nye direktør handler om at engagere sig i hele virksomheden.
- Det ligger dybt i mit DNA at være meget tæt på medarbejderne og være med helt nede i maskinrummet. Jeg glæder mig meget til at lære rederiet at kende inde fra og styrke den motivation og energi, jeg allerede kan mærke, der bor i Mols-Linien. Det er en uhyre vigtig og stimulerende faktor for at kunne videreudvikle vækstmulighederne i rederiet og præsentere et stærkt sejlkoncept, der er tilpasset markedet og kundernes behov, siger Carsten Jensen.
Kilde: Mols-Linien