23948sdkhjf

Analytiker: Maersk Line kan tiltrække flere investorer alene

OPSPLITNING: Vagtskiftet i toppen af Mærsk-gruppen kom med et forvarsel om opsplitning i selvstændige enheder. Det kan gavne Maersk Line.
Læs også: Maersk mister vigtig Qatar-kontrakt

Da Nils Smedegaard Andersen blev afskediget i Mærsk torsdag, var det startskuddet til spekulationer om konglomeratets fremtid. Spekulationer, der bliver næret af direkte udmeldinger fra bestyrelsesformand Michael Pram Rasmussen:

”I det arbejde, vi er i gang med nu, kender vi ikke udfaldet, men det kan jo være, at gruppe-CEO-funktionen ikke eksisterer fremadrettet. Derfor er det også naturligt, at Søren Skou fra Maersk Line, som er vores største forretningsområde, skal stå i spidsen," udtalte han eksempelvis til Ritzau Finans.

"Det er altså en mulighed, at den nuværende gruppe-CEO-rolle kommer til at se anderledes ud fremover," fastslog han.

Kan ske hurtigt

Morten Imsgard er shipping-analytiker hos Sydbank. Han regner med, at en opsplitning vil komme relativt hurtigt, fordi det er vigtigt, at man får ro omkring virksomhedens fremtidige strategi.

”Der vil komme til at ske noget inden længe. Når man laver en strategisk udmelding, kan man ikke have ansatte og selskabet gående i længere tid i uvished. Det skaber en masse dønninger. Man må enten kaste håndklædet og sige: Det skal vi ikke. Eller gøre det,” siger han og tilføjer om tidsperspektivet:

”Vi bliver klogere i løbet af tredje kvartal. Men det er klart, at skal man splitte Mærsk op i flere bidder, er det svært at sige, hvad der er den smarteste model. Nogle af selskaberne vil måske kræve en masse investeringer som selvstændige enheder.”

Line står stærkt

Særligt olie og offshore har det svært i øjeblikket qua den lave oliepris. Men også Maersk Line opererer i et ekstremt udfordret containermarked med overkapacitet og deraf følgende lave fragtrater.

Alligevel mener Morten Imsgard, at Maersk Line står godt rustet som selvstændig enhed.

”Maersk Line er kronjuvelen i Mærsk-gruppen og kan sagtens stå på egne ben og noteres som selvstændigt selskab. Mange finder det ekstremt attraktivt at investere i verdens største containerrederi. Nogle investorer kunne måske forestille sig, at man køber den rene investering i Maersk Line. De vil være aktionærer i Maersk Line, men ikke have alt det andet med,” siger han og uddyber:

”De investorer vil sige: Når det er et konglomerat, er det ikke interessant for os. Omvendt kan der også være oil-investorer, som ikke vil have containerindustrien med. Det er en af ulemperne ved konglomeratet.”

Flere modeller

At en opsplitning er lig med nye tider for Mærsk-gruppen, er der bred enighed om. Spørgsmålet er, ifølge Morten Imsgard, om virksomhederne skal have fælles ejer-paraply, eller om de skal operere som helt selvstændige selskaber.

”Ved en opsplitning får fonden formentlig ejerskab af nogle af de nye enheder, så familien stadig har ejerskab i mange af aktiverne. Mens andre dele kan sælges helt fra. Nogle aktiver kan imidlertid være svære at sælge i øjeblikket – specielt Drilling og Maersk Supply Service.

I den nuværende markedssituation har Mærsk behov for, at man formår at drive enhederne så effektivt som overhovedet umuligt.”

Ifølge Morten Imsgard betyder chefskiftet ikke det store for Maersk Line på den korte bane, fordi rederiet holder fast i den samme chef. Mens Maersk Lines gode forfatning er årsagen til forfremmelsen.

”Det er et stort skulderklap til Skou, fordi han har gjort det fremragende i Line, der på mange områder er konkurrenterne overlegne. Selvom containerraterne er ekstremt pressede, holder rederiet skindet på næsten.”


Fire spørgsmål til Morten Imsgard, shipping-analytiker hos Sydbank:

Med Søren Skou i spidsen lader det til, at en opsplitning af Maersk Line er et logisk skridt?

”I princippet kan Mærsk fint køre videre som nu, selvom konglomeratets fordele ikke materialiserer sig i 2016. Disse markedsmæssige forhold gør imidlertid, at det nok er et godt tidspunkt at tage skridtet.”

Er det muligt for Søren Skou at bestride begge poster – CEO for Maersk Line og for hele Mærsk-gruppen - på den lange bane?

”Det er en stor post at sidde på det hele, men det er ikke utænkeligt, at det kan lade sig gøre. Man vil dog formentlig gerne have Søren Skou til at stå i spidsen for opsplitningen.”

En stor del af Mærsk-gruppens problem er de hårde tider. De kan jo også forsøge at ride stormen af?

”Måske retter fragtrater og oliepriser sig til, men det kan man ikke regne med. Og måske kan man skabe mere aktionær-værdi ved at splitte gruppen op i mindre enheder. Historisk har der været fordele ved konglomeratet, men de er ikke så markante længere.”

Hvilke fordele?

”Maersk Oil kunne eksempelvis investere, selvom olieindustrien havde det svært, fordi der var penge til rådighed fra andre dele af Mærsk-gruppen. I 2016 ser vi imidlertid, at alle forretningsområder bliver presset på en gang.”
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094