23948sdkhjf

Smedegaard får kæmpesum med fra Mærsk

Den afskedigede administrerende direktør for A.P. Møller - Mærsk, Nils Smedegaard Andersen, kommer næppe til at lide nogen nød efter sin fratræden.
Med bestyrelsens beslutning om at fratage Nils Smedegaard Andersen ansvaret for at drive Mærsk videre venter der en gylden millionafsked, skriver Finans.

Ifølge Finans' oplysninger fik forgængeren, Jess Søderberg, der blev fyret i 2007, tæt på to års løn ved sin fratrædelse, og det er formentlig i samme leje, man også skal finde Nils Smedegaard Andersens gyldne håndtryk.

Mærsk opgør ikke lønninger til direktionsmedlemmerne separat, men kun som et samlet beløb. I 2015 fik de seks medlemmer af executive board en samlet lønpakke på 19 mio. dollars (126,8 mio. kroner). Splitter man det beløb op i seks lige store dele, svarer det til knap 21 mio. kroner per hoved, og fordobler man det til to års gyldent håndtryk, er det i omegnen af 42 mio. kroner. Hvis der er tale om to års fratrædelsesgodtgørelse, vil beløbet være endnu højere, da Nils Smedegaard Andersen som administrerende direktør har fået den højeste løn af de seks direktionsmedlemmer, men præcis hvor meget vides altså ikke.

Hos Mærsk vil man ikke på nuværende tidspunkt delagtiggøre omverdenen i, hvor stor en afskedspakke der er lagt op til, at Nils Smedegaard Andersen kan tage med.

"Vilkårene for Nils Smedegaard Andersens fratrædelse fastlægges i dialog mellem bestyrelsesformanden og Nils S. Andersen," oplyser virksomheden til Finans.

I selskabets vederlagspolitik og retningslinjer fremgår det, at opsigelsesperioden for medlemmerne af direktionen er mellem 12 og 24 måneder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095