23948sdkhjf

Ulstein klar med SOV til tysk Esvagt-konkurrent

NYBYGNINGER: Norske Ulstein Verft har sendt sin (endnu officielt unavngivne) 'Ulstein SX175' ud på prøvesejladser. Det gælder en service offshore vessel dobbelt X-ender, der skal arbejde for Bernhard Schulte Offshore med Siemens som første opgaveholder.
Norske Ulstein var først i verden til at introducere begrebet X-Bow, som bl.a. Esvagt har taget til sig på flere af rederiets nyere skibe. Men det er en dobbelt en af slagsen, Ulstein nu er ved at sende af sted fra værftet til det tyske rederi Benrnhardt Schulte, der er gået ret massivt ind i vind offshore med en særlig division knyttet til det segment. Nybygningen er således både en X-Bow og en X-Stern.

Ifølge Bernhardt Schulte var man langt omkring i verden for at finde det rette byggeværft og design, da man skulle have gang i kontraheringen af nybygningen, men man valgte altså Ulstein i Norge - og ikke mindst pga. værftets dobbeltfunktion med tegnestue og værft under samme tag, så at sige. Og med succes via de seneste mange typer design til offshoresektoren. Processen betegnes som værende gået meget glat og nemt mellem partnerne, og selv om der er tale om et premieredesign, så kommer afleveringen til tiden.

X-Stern-featuren beskrives som en fordel i forhold til skibets fleksibilitet og DP-evne. Under søprøverne har det vist sig at kunne opretholde god fart såvel fremad som tilbage, ligesom skibet manøvreres meget let, lyder vurderingen fra testbesætningen. Skibets kapacitet er sat til 60 personer, hvoraf de 40 kan være medsejlende teknikere etc., mens de resterende regnes til driftsbesætningen. Lastekapaciteten er på 12 containere til diverse reservedele og værktøjer, teknikerne skal bruge under opgaverne på havparken.

Skibet skal ikke alene arbejde for Siemens, der skal levere møller til havparken Gemini Offshore Wind Park 85 km ud for Groningen, det har også fået leveret sit elektriske fremdrivningssystem fra en anden Siemens-division. Det gælder selskabets såkaldte Bluedrive PlusC-type. Dødvægten er sat til 3.150 tons, mens længden rammer 88 meter og bredden 18 meter. Maskineriet består af to azimuth-thrustere plus flere DP-thrustere. DP-klassen er IMO II.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.074