23948sdkhjf

Læsø-færger gav lille overskud

Stigende udgifter til især vedligeholdelse af to aldrende færger betyder faldende overskud trods uændrede indtægter.
Læsø-overfarten gav sidste år et lille overskud på knap en halv mio. kroner. Det viser årsregnskabet for det kommunalt ejede Færgeselskabet Læsø K/S.

Færgeselskabets samlede indtægter lå sidste år på 59 mio. kroner, og det er næsten uændret i forhold til 2014.

Overskuddet faldt sidste år med omkring tre mio. kroner i forhold til 2014, og når det kan ske på trods af uændrede indtægter, så skyldes det især, at nogle udgiftsposter er steget på trods af den uændrede omsætning. Det drejer sig især om stigende udgifter til vedligeholdelse af overfartens to aldrende færger, 'Margrete' og 'Ane Læsø'.

Staten dækker udgifter

Ud af de 59 mio. kroner i indtægter stammer kun de 34 mio. kroner (58 procent) fra billetsalg til passagerer og motorkøretøjer. Resten af indtægterne stammer primært fra et tilskud fra Læsø Kommune på lidt over 17 milo. kroner og et fragttilskud (fra staten) på 1,6 mio. kroner.

"Læsø Kommune får som et vanskeligt stillet øsamfund et bloktilskud fra staten, og det tilskud får vi hovedparten af. Vi driver færgeselskabet forretningsmæssigt, men vi har jo også den samfundsmæssige opgave at sikre, at man kan komme til og fra øen på tidspunkter, hvor det isoleret set ikke giver forretningsmæssig mening," siger direktør Lars Rieks fra Færgeselskabet Læsø.

Tilskuddet fra Læsø Kommune svarede sidste år beløbsmæssigt omtrent til udgiften til løn og pension til besætningen på færgeselskabets to færger.

Køber olie af borgmester

Nordjyske har også set udkastet til revisionsprotokolat vedrørende årsregnskabet. Af protokollatet fremgår, at færgeselskabet ved årsskiftet (regnskabstidspunktet) skyldte i alt 2,2 mio. kroner væk til forskellige vareleverandører (varekreditorer).

Blandt disse vareleverandører er B. T. B. Olie A/S, som har leveret olie til færgedriften, og som ved årsskiftet havde knap 500.000 kroner til gode hos færgeselskabet.

Selskabet er ejet af Tobias Birch Johansen, der ud over at være bestyrelsesmedlem i færgeselskabet er borgmester (V) på Læsø.

Er indgået på markedsvilkår

"Kontrakten om levering af brændselsolie blev indgået, før Tobias Birch Johansen blev borgmester og indvalgt i færgeselskabets bestyrelse og er i øvrigt naturligvis indgået på markedsvilkår," siger Lars Rieks.

Den nuværende kontrakt med borgmesterens selskab blev indgået for tre år siden og udløber til årsskiftet med en option på en forlængelse på yderligere et år.

Færgeselskabet Læsø brugte ifølge årsregnskabet i 2015 brændselsolie for 5,3 mio. kroner. Den gennemsnitlige literpris var på 3,42 kroner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079