Færgespørgsmål til Bornholms turistdirektør
Især spørgsmål om færgeudbuddet fyldte meget, da direktøren for Destination Bornholm var i "Den Varme Stol" på Folkemødet.
Hvad er din oplevelse af Folkemødet 2016?
"Jeg er glad og stolt på øens vegne over den flotte afvikling af Folkemødet. Jeg tror, vi har givet rigtigt mange besøgende en dejlig oplevelse, og det kommer mange gange igen, når folk kommer hjem og fortæller venner og bekendte om Bornholms herligheder."
Fra efteråret 2018 er det ikke længere Færgen, der skal sejle på de bornholmske ruter. Hvad tænker du om det?
"Vi er mange, der har haft et rigtigt godt samarbejde med Færgen. Og det er naturligvis ærgerligt at skulle sige farvel til en god samarbejdspartner. Og så er jeg bekymret for det tab af arbejdspladser, som vi muligvis vil se – måske især i forhold til personalet på land."
Hvad sker der med turismen, når Mols-Linien overtager ruterne til og fra Bornholm?
”Først og fremmest så får vi fra 2018 en mærkbar nedsættelse af priserne - det er positivt. Hvordan den gennemsnitlige prisreduktion på 51,14 procent kommer til udtryk, ved vi dog ikke endnu. Her under Folkemødet har vores formand og jeg mødtes med Mols-Linien, hvor vi har drøftet markedsføring og produktudvikling af Bornholm, og jeg oplevede, at dialogen var en god indledende drøftelse om den gensidige afhængighed, der er mellem turismen og rederiet.”
Forventer Destination Bornholm at få støtte til turismearbejdet fra den nye operatør på færgeruterne?
"Der er ikke lavet en egentlig aftale på dette tidlige tidspunkt, men vi har drøftet samarbejde, og jeg oplevede positive indledende tilbagemeldinger.”
Hvor ser du Bornholm i 2025?
”Jeg tror, at Bornholm vil udvikle sig i en fortsat meget positiv retning turismemæssigt, og jeg håber og tror, at især outdoorturismen vil vækste markant. I første omgang kan jeg fortælle, at vi lige nu arbejder på at have 300 outdoor-tilbud til turisterne i 2017.”
Kilde: Ehrenberg Kommunikation