Tredje generation Højstrup melder sin ankomst
LAMPEMANDEN: Mogens Højstrup selv dukkede op midt under krigen, hvor tingene begyndte at spidse til. Bl.a. var farmand Gerner blandt de internerede danske flådefolk ude på Holmen.
Inspektionsskibet 'Ingolf' under anløb af nu nedlagte Flådestation Grønnedal i Sydgrønland. Foto: Søværnet
Jeg har mange år efter spurgt min far, hvad han tænkte på, da han skulle tilbage til Holmen. Havde han overvejet at forsvinde til Sverige. Han svarede mig, at det havde han ikke med begrundelsen i, hvad der så kunne overgå hans kammerater ude på Holmen af repressalier. Så han tog linje 8 (sporvogn) tilbage til Holmen.
Men krigen var jo forbi ikke så længe efter, og livet gik videre. Jeg selv har gået på Nyboder skole og Gunnar Jørgensens skole. Efter endt skoletid kom jeg i lære som elektriker ude på Vibeholm NKT, som lå i Glostrup. Jeg blev udlært i 1965 og kom ind som værnepligtig i Søværnet, hvor jeg kom ud at sejle med Inspektionsskibet ’Ingolf’ på fiskeriinspektion ved Færøerne, Grønland, Island og Skotland.
Første stop i Søværnet
Min tid som værnepligtig i Søværnet startede med indkaldelse ved Skolen i Auderød, hvor man dengang var i 2 mdr. På skolen spillede jeg i Tamburkorpset, da jeg havde været i Tivoligarden som barn. Men da jeg oplyste, at jeg ønskede at komme ud at sejle, kom jeg om bord på Inspektionsskibet ’Ingolf’ som elektriker. Sådan en uddannelse kunne de jo godt bruge, viste det sig.
Første togt gik til Grønland, hvor vi sejlede på vestkysten på fiskeriinspektion. Var inde i Godthåb, Sukkertoppen, Umanak, Jakobshavn og flere andre små steder. I de store byer blev der afholdt danse mik og kaffemik når et dansk orlogsskib ankom. Andet togt gik til Færøerne og varede i to måneder med en afstikker til Skotland og besøg i Aberdeen.
Tredje togt gik så ti både Færøerne, Island og Grønland. Dette var et vintertogt, hvor der var meget storm og dårligt vejr. Også megen sejlads i is på Grønland. I foråret gik sejladsen hjem til Danmark, hvor jeg blev hjemsendt april 1967.
Civil sømand – med kone
I foråret 1967 blev jeg ansat i A.P. Møller. Der sejlede jeg derefter i de næste halvandet års tid, hvor jeg var jorden rundt. Dengang kunne én udmønstring let strække sig over så lang tid. Derefter fik jeg trekvart år ved Søværnets Televæsen, hvor en del af tiden var i Aarhus. Her traf jeg min hustru, som tog med mig til København, da jeg ville i gang med at læse på maskinmesterskolen derovre, idet man dér kunne tage elektroinstallatøreksamen – hvilken var i hus i 1969.
Efter endt eksamen blev jeg ansat i et Firma Hassel og Teudt som overmontør. Det varede i to år. Derefter syntes jeg, at der skulle der ske noget, da vi godt nok var blevet gift, men ikke havde fået børn endnu. Vi ville gerne ud og sejle sammen og tog kontakt til det Norske Rederi Leif Høegh og Co i Oslo. Vi fik begge hyre på fragtskibet ’ Høegh Merchant’, som sejlede Europa-vestkysten af USA-Japan- Mexico og Østen.
Birgitte mønstrede som stewardesse og jeg som elektriker.
Vi skulle påmønstre i Cristobal i Panama. Den ligger ved indsejlingen til Panamakanalen fra østsiden. Vi fløj fra Kastrup til New York. Videre over Miami til Panama City. Derefter videre gennem junglen i agentens bil til Cristobal, hvor vi blev indlogeret på et hotel. Efter to dage ankom skibet til Cristobal red. Vi blev sejlet ud til skibet en sen aften ved 23 tiden. Der blev vi modtaget af maskinchefen og anvist vore lugarer. Birgittes lukaf nede ved messepersonalet. Mit oppe på officersgangen, hvor jeg både havde dagligstue og soveværelse samt bad og toilet. Birgitte fik dog lov til at bo hos mig.
En uheldig start for den nye stewardesse
Kl. 05.00 ringede min telefon, at jeg skulle være stand by i kontrolrummet. Vi skulle til at sejle igennem den første sluse i Panamakanalen. Kort tid efter meldte de fra agterdækket, at styrbord trossespil ikke virkede. Den skulle de bruge sammen med det bagbord for at holde skibet fast inde i slusen.
Maskinchefen og jeg gik i gang med at finde ud af, hvad der var galt, alt imens vi gik i gennem de tre første sluser. Efter 4 timer fik vi spillet op at køre igen. Da havde jeg glemt alt om Birgitte.
Så jeg måtte finde ud af, hvordan det var gået med hende. Om aftenen fortalte hun mig om hendes oplevelser om bord den første dag. Kl. 06.00 bankede det på døren og en person sagde at klokken var 06.00. Hun tænkte, at det ikke var noget, der kom hende ved, så hun sov videre i en halv times tid, indtil hun nok mente, at hun hellere måtte stå op.
Hun skulle så finde ned til messerne, hvor de andre var i gang. Hun blev sat til at dække op i officersmessen, hvor jeg skulle spise. Hovmesteren, som var Birgittes chef, sov længe, så hun slap vel for en reprimande for ikke at møde til tiden.
Det var den anden messejente, som var gift med 2. mester, som viste Birgitte til rette og fortalte hvad hun skulle gøre. De første dage om bord var ikke så nemme for Birgitte, men jeg sagde til hende, at hun måtte sætte sig i respekt. Ellers måtte hun have sat et frimærke på ryggen og sendes hjem ved næste havneanløb. Som var Los Angeles i USA.
Derefter gik det fint. Hun fik styr på arbejdet og mandskabet, som ikke var så flinke til at rydde op. Hun fik en snak med overstyrmanden, så han fik hanket op i mandskabet. Jeg kunne jo ikke rigtig blande mig, kun støtte hende, idet jeg jo var officer og på lige fod med hovmesteren, overstyrmanden og 1. mester.
Men som skrevet, efter nogle dage gik det fint. Birgitte og den anden messejente havde på skift, en uge ad gangen i mandskabsmessen og en uge i officersmessen samt salonen.
Vores første anløb var Los Angeles. Der boede min onkel Ernst og hans hustru Inge. Vi kontaktede dem, og en eftermiddag kom min onkel og hentede os, og tog os med til deres hjem. Vi havde en hyggelig dag og aften, hvorefter han kørte os tilbage til skibet. Vi var også en tur i Disneyland.
Rundturen
Ellers gik sejladsen mellem Amerika, Østen, Mexico og Canada. Forskelligt gods fra Amerika til Østen. Biler fra Østen til Amerika og Mexico. Træ og papirruller fra Canada til Europa, hvor vi anløb London, Hamburg, Rotterdam samt Antwerpen. Biler fra Italien, Genua, til vestkysten af Amerika og Canada og så videre til Østen igen.
På et tidspunkt skulle skibet i dok. Dette kom til at foregå i Canada på Vancouver Island i en by, der hed Victoria. Det foregik på et orlogsværft, hvor vi lå i 14 dage. I den periode gik vores brandalarm adskillige gange, da der blev svejset rundt omkring i skibet og vi fik ikke varskoet tids nok, at brandalarmen skulle slås fra.
Da eftersynet på værftet var slut, gik turen over Stillehavet til Japan med stykgods. Efter tre døgns sejlads gik brandalarmen kl. 01.30 om bord igen. Vores reaktion var at vende os om på siden og sove videre, da vi jo var blevet vant til, at det var falsk alarm. Jeg stod nu alligevel op og gik ud på dækket og så at flammer stod langt op over skorstenen og agterskibet. Nu gik det op for os, at det var alvor. Så jeg kom ned i kontrolrummet, hvor vi gik i gang med at koordinere slukningsarbejdet. Efter en time var branden slukket.
Vi kunne nu komme i gang med at få et overblik over skaderne. Hurtig fandt vi ud af, at branden var opstået på dæk 1, i et kammer hvor der boede en dansker, der hed Ivan.
Fortsættes
