23948sdkhjf

Maritimt for-folkemøde i København

Det Blå Danmark inviterer til for-Folkemøde i Københavns Havn på tirsdag den 14. juni kl. 14.15. Alle er velkomne til quiz, debat og nye indsigter.
Der er snigpremiere på Folkemødet på tirsdag i Københavns Havn. Her inviterer de tre maritime organisationer Danske Havne, Danske Maritime og Danmarks Rederiforening til en festlig og spændende eftermiddag om bord på Folkeskibet 'Maja', der ligger til kaj ved Amaliehaven (Larsens Plads/Toldbodgade).

Præcist som på det rigtige Folkemøde på klippeøen bydes der på både ny viden, spændende debat og sjov quiz med beslutningstagere samt lidt til ganen. Alle er velkomne, og tilmelding er ikke nødvendig.

Fokus vil være på uddannelses- og karrieremulighederne i Danmarks største eksporterhverv – Det Blå Danmark, der skaber beskæftigelse for ca. 100.000 mennesker og tegner sig for 25 procent af Danmarks samlede eksport.

De tre direktører, Anne H. Steffensen fra Danmarks Rederiforening, Bjørn B. Christiansen fra Danske Havne og Jenny Braat fra Danske Maritime, glæder sig til en underholdende og informativ eftermiddag.

”Det Blå Danmark bidrager stort til dansk beskæftigelse og eksport. Vores stærke kompetencer hos både udstyrsprocenter, i havnene, på uddannelses- og forskningsinstitutionerne og i rederierne er afgørende for vores position som en af verdens førende søfartsnationer. Men hvordan fastholder og udvikler vi vores kompetencer, og sikrer rekruttering af de dygtigste mennesker? Det bliver vi forhåbentlig meget klogere på tirsdag,” siger de tre direktører i en fælles meddelelse.

Det Blå Danmark er også stærkt repræsenteret på selve Folkemødet med mange andre gode debatter og underholdning. Det kan du læse mere på de den enkelte foreningens hjemmeside. Se nederst.

Program på 'Maja' tirsdag den 14. juni:
• Kl. 14.15: Velkomst ved direktørerne fra Danmarks Rederiforening, Danske Maritime og Danske Havne.
• Kl. 14.20: ”En verden til forskel”. Anne Bay Riisager fra WorldCareers-kampagnen fortæller om karriereveje til Det Blå Danmark.
• Kl. 14.35: ”Fremtidens Maritime Håndværker”. Jan Boyesen fra EMUC fortæller, hvad fremtiden byder på.
• Kl. 14.50: ”Er de rette kompetencer til stede for Det Blå Danmark i de kommende år?” Debat mellem Henrik Kjærgaard, næstformand i Dansk Metal, og Jakob Engel-Schmidt, uddannelses- og forskningsordfører i Venstre.
• Kl. 15.15: ”Sænke slagskibe – hvem er den bedste admiral?”
Sommerquiz mellem Jakob Engel-Schmidt, uddannelses og forskningsordfører i Venstre, og Lea Wermelin, havneordfører i Socialdemokratiet.
• Kl. 15.40 Tak for i dag.

Det Blå Danmarks arrangementer på Folkemødet er støttet af Den Danske Maritime Fond.

Kilde: Danmarks Rederiforening

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078