Dansk kutter forlist i Nordsøen
Fiskeskipper fra Hvide Sande, Bent Muff Nielsen måtte i går se sin kutter forlise i havet ud for Hvide Sande i går aftes, skriver fiskerforum.dk ifølge Jyllands Posten.
Efter nogle timers forgæves kamp mod de indtrængende vandmasser måtte fiskeskipperen og hans bedstemand opgive at redde trawleren RI 220 Actinia, som sank 30 sømil sydvest for Hvide Sande.
Skipperen havde slået alarm til Hvide Sande Redningsstation kl. 20.20, da han og makkeren havde opdaget indstrømmende vand i maskinrummet.
De to mænd prøvede at få lænset maskinrummet, men kunne ikke følge med vandmasserne, og kort efter måtte de gå i redningsbåden i overlevelsesdragter.
Herfra blev de reddet over på fiskekutteren RI Merano, der med fiskeskipper Henning Pedersen ved roret havde ligget tæt på begivenhederne under hele redningsaktionen.