Delvist Clipper-ejet stålterminal tilføjer endnu en kran
IPA- stålterminalen i Altamira, Mexico, har købt en kran mere. Indtil nu har havnen været udstyret med en Gottwald-kran med en kapacitet på 100 tons med forklifts mellem 2,5 og 47,5 tons kapacitet. I juli 2015 fik havnen leveret endnu en Gottwald-kran, som skal støtte den voksende efterspørgsel.
Den nyindkøbte kran er en HMK260E-model fra 2002. Den kan løfte op til 100 tons med en rækkevidde på 20 meter og kan udføre op til 20 løft i timen afhængig af godstype og stuvning. Kranen kan i tandemløft med den ældre kran løfte op til 150 tons, hvilket ikke har været muligt før.
Terminalen, som har været i operation siden april 2009, har Clipper som en af fire aktionærer. Den 200.000 m2 store terminal er den eneste deciderede stål- og break bulk-terminal i Altamira og har siden åbningen håndteret mere end 5.100.000 tons stål. Terminalen har jernbane- og vejforbindelse til Monterrey, Monclova, San Luis Potosi, Queretaro, Guadalajara og Mexico City.
Kilde: Clipper